Vi vidste godt, det kunne ske, men pludselig blev truslen til virkelighed. Selvmordsbomberen, der spredte død og ødelæggelse i Islamabad, har føjet endnu en facet til det nye Danmark, vi lever i: krigsførende, polariseret og nu også offer for det terroristiske vanvid, der vokser i disse år. Vi kan alle dele reaktionen fra vores politikere, både regering og opposition: Vanviddet er helt og aldeles uacceptabelt, og intet kan retfærdiggøre den morderiske vold mod uskyldige. Men sket er sket, og vi skal tankevækkende nok til Dansk Folkeparti for at finde en politiker, der har noget mere konkret at bidrage med. Søren Espersen (DF) sagde mandag to ting, der er værd at dvæle ved. Efter hans opfattelse er Danmark nu i samme situation som USA og Israel, lande, der længe har haft behov for store sikkerhedsanlæg og egne sikkerhedsstyrker ved deres repræsentationer. Af samme grund mener Søren Espersen heller ikke, at vi kan bebrejde den pakistanske regering det, der er sket. Selvmordsbombere er en del af den pakistanske virkelighed, og det samme er Danmarks særlige sårbarhed. Søren Espersens realisme skulle begrunde et forslag om at sende danske specialstyrker – Jægerkorpset? – ud for at beskytte vores ambassader. MENS REGERINGEN overvejer, om det skal følge sit støttepartis forslag om en øget militarisering af diplomatiet, kan vi andre reflektere over den virkelighed, Søren Espersen sætter ord på: Har Danmark virkelig bragt sig i samme situation som Israel og USA? Et land i Mellemøsten, der stadig er truet på livet af adskillige nabostater, og som i 30 år har holdt et helt folk i skak for at sikre sig selv. Og verdens eneste supermagt med alle de fjender og hele det ansvar, der følger med. Sammenligningen halter alligevel en smule. Og vi har lov til at notere, at terroren endnu ikke er hjemmeavlet. Desværre afspejler Espersens overdrivelse en realitet: Vi var med i Irak, vi fører krig i Afghanistan, Muhammedkarikaturerne voksede ud af vores udlændingedebat, og senest er religiøse tørklæder kommet øverst på dagsordenen. Alt dette skal vi naturligvis være villige til at dø for, både ude og hjemme, hvis det er rigtigt og nødvendigt. Men vi har også lov til, med Søren Espersens realisme in mente, at tænke over, hvilket samfund det er, der i går blev ramt af galninges terror. Og om flere specialstyrker virkelig er det eneste mulige svar på den udvikling. ts