Klokken er cirka 23.00 fredag aften 12. april. Der er lockout-fest i Korsgadehallen på Nørrebro i København, hvor 2.000 af landets 58.000 lockoutede lærere er til noget, der ligner godt gammeldags halbal med dertilhørende fadbamser, smøger og korridorkys (forhåbentlig da). Samt en pølsebod udenfor til at stille sulten undervejs.
Lærerformand Anders Bondo Christensen ankommer i taxa, går op ad en rød løber flankeret af stearinlys og hujende lærere. Inde i hallen vokser klapsalverne fra de feststemte fagforeningsmedlemmer, der i kor og nogenlunde takt råber »Anders, Anders, Anders«. Bondo, der ikke bare har været i lockout i tre uger, men i forhandlingskonflikt med KL i mere end et halvt år, holder en lille peptalk for at indgyde lærerne, der p.t. trækkes i løn for hver dag, der går, mod på at holde gejsten oppe. Den korte tale handler om, at lærerne skal hjem og arbejde for en bedre folkeskole, når konflikten er overstået. Så siger han de sidenhen så citerede ord:
