Jeg husker de ældres hjem, deres ansigter, deres historier og deres dagligdag. Jeg husker dem én for én, de triste, de glade, snakkesalige og stille. Jeg har aldrig glemt de mennesker, som jeg passede fast, da jeg cyklede rundt som hjemmehjælper i Søborg. Først i weekenden i gymnasietiden og bagefter et års tid på fuld tid, mens jeg sparede op til en rejse til udlandet.
Jeg husker det glade, gamle ægtepar og deres omsorg over for hinanden. Manden, der så så stærk ud i sit mørke jakkesæt på gamle billeder fra en svunden arbejdsfortid, men som nu var gået helt ind i demensen, siddende i rullestolen med det mørke uldtæppe, som skællene fra hans hvide hår hele tiden dalede ned på, men som han ikke selv kunne børste væk, fordi han var lam. Jeg husker konen, der ikke havde meget omsorg tilbage over for ham, men mest havde ondt af sig selv og sin situation.
