Dansk udenrigspolitik er mere eller mindre kollapset. Det er den barske sandhed efter tre års krig i Ukraine. Og ikke mindst efter en måned med Donald Trump i Det Hvide Hus. Noget er selvforskyldt. Meget er strukturelt. Men den største forsømmelse er den totale mangel på en positiv europæisk vision.
Umiddelbart lyder det som et kontrært synspunkt. Sur for en sikkerheds skyld. For statsminister Mette Frederiksen havde jo plads ved voksenbordet til mandagens topmøde i Paris. Sammen med Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Spanien, Holland. EU og Nato. Som repræsentant for Norden og de baltiske lande, der måtte nøjes med at deltage i et pinligt opsamlingsheat om onsdagen. Det har givet udløst en flig af smålig misundelse hos forgængere og kollegaer. Billederne var gode. Alvorlige. Kontinentets ledere samlet i en svær stund. De danske medier var ustyrlige. Stolte. Benovede. I Berlingske blev København ligefrem udråbt til »et centralt diplomatisk hovedkvarter i håndtering af krisen«. Så siger vi det. Den lokale vinkel vinder altid.
