Jeg har altid opfattet mig selv som en selvudnævnt verdensborger. Jeg er slemt rastløs af natur og får hurtigt klaustrofobi, hvis jeg ikke kommer ud og ser verden. Når jeg tager på ferie, bruger jeg en urimelig stor del af tiden på tænke på den næste destination. Men ét sted skal man have hjemme, og for mig er hjemlandet indiskutabelt Danmark. Det er her, jeg er opvokset, her, jeg bor, hvor mine børn går i skole, og hvor jeg har min familie, mit arbejde og primære sociale netværk.
Men Danmark er jo lidt som en indspist VL-gruppe. Alle kender alle – eller sådan føles det i hvert fald ofte, hvis man er født, har boet, gået i skole, gymnasiet, på universitet og arbejdet i København og omegn. Det er trygt og godt, men kan også fra tid til anden – for mig i al fald – virke lidt kedeligt og kvælende. Derfor har jeg igen og igen søgt ud i verden og fundet eventyr, oplevelser og steder, som jeg også har internaliseret og gjort til mine. Og ingen steder mere end i USA og Israel. Jeg har boet begge steder i flere omgange og rejst der dusinvis af gange. Har venner og personlig historie der – min yngste datter er født i USA og amerikansk statsborger, graviditeten med den ældste foregik i Jerusalem og barslen med hende i Tel Aviv.
