Solen skinnede over Manhattan den kølige, men smukke novemberdag i 2011, da min yngste datter blev født. På det tidspunkt boede jeg og min kæreste i New York, hvor jeg var USA-korrespondent for Politiken. I stedet for at tage hjem var vi blevet boende i USA under graviditeten, så jeg kunne arbejde. Kort efter udløb min kontrakt, og siden hun var 2 år, har min datter boet i Danmark – gået i børnehave, skole, til svømning, volleyball og alt muligt andet. Hun er pæredansk med cpr-nummer og pas og har levet i Danmark uafbrudt, så længe hun kan huske.
Men i dagens politiske Danmark trækker den slags udlandsophold åbenbart meget lange spor, ligefrem livslange. Som født i udlandet vil min datter efter den seneste lovændring betragtes som ’indrejst i Danmark’ og dermed være underlagt en ny arbejdspligt, hvis hun som voksen skulle få behov for at komme på kontanthjælpsydelse. Hun kan også se frem til lavere satser i kontanthjælpssystemet end danske statsborgere, der er født og har boet hele livet i Danmark. Den skat, hun kommer til at betale, når hun forhåbentlig kommer i arbejde en dag, bliver dog naturligvis helt som alle andre danskeres. Det er bare velfærdsstaten, der er lidt mindre generøs over for lige hende.
