Denne klumme begynder med et vovet postulat: Der findes ingen byer i Danmark, hvor andelen af vidunderlige mennesker er så høj, som den er i Hjørring.
Selvsagt er det mit held, at det kan være svært at gendrive den slags, for ellers kunne dette blive en meget kort tekst, og allerede nu er du skeptisk, fordi du kender en masse flinke folk fra Næstved eller Skive, og jeg vil da også gerne medgive, at Silkeborg ligger og lurer nede på andenpladsen med alle sine arbejdsomme friluftstyper, men jeg føler mig nu alligevel ret sikker, når jeg fremhæver Hjørring, for der ligger en årtier lang indsamling af anekdotisk belæg bag min påstand. Det har næsten udviklet sig til at være en decideret mani, at når jeg møder et menneske fra Hjørring, bliver jeg nødt til at lære vedkommende lidt bedre at kende, og konklusionen er den samme hver eneste gang: Her var endnu et storartet menneske, endnu et produkt pølet ud af denne ufejlbarlige vendsysselske charmefabrik.
Min kollega Joakim Grundahl fik i en bisætning i en af sine virtuose madanmeldelser bekræftet min teori, da han om en gastronom bemærkede, at »han har været køkkenchef flere steder og arbejdet på toprestauranter som Kommandanten, men når han taler, kan man høre, at han er en vendelbo fra Hjørring. Jeg har aldrig kendt nogen fra Hjørring, der ikke har været sympatisk«.
De må pøle et eller andet særligt i vandet deroppe mellem Sindal og Lønstrup, og jeg vil for fremtidige generationers skyld anbefale, at der sporenstregs bliver taget nogle prøver med henblik på at isolere det stof, der skaber det hjørringensiske særpræg, så Novo Nordisk kan komme i gang med at lave en Hjørring-pille. Tro mig: Den kommer til at udkonkurrere Wegovy på en uge, for pyt med at være lidt buttet, hvis man kan være fra Hjørring. Vi vil stå med en kur mod trælshed og charmeforladt selvtilstrækkelighed, og hvis vi kan få den eksporteret tilstrækkelig effektivt, kan det blive svært at holde den verdensfred stangen længe endnu.
Helt til Østervrå
Jeg erindrer ikke at være stødt på mange hjørringensere, før jeg begyndte min praktisk orienterede såkaldte professionsbachelor i journalistik på den daværende Journalisthøjskole i det nordlige Aarhus. Men lige pludselig var de overalt. Og lette at genkende: helt enormt menneskevendte, lystsindede, solide og – hver og en af dem – kønne, så man nærmest kunne mærke en fysisk trang til at besynge både dem og sit eget held.
Charmerende nok vænnede ingen af dem sig af med at tilføje ’af’, når de adspurgt om deres geografiske ophav angav, at de var »fra Hjørring af«. Det viser sig imidlertid, at det er det ingen hjørringensere, der rent faktisk er, i hvert fald hvis min egen empiri står til troende. Prøv selv efter, næste gang du møder et menneske, der påstår at være »fra Hjørring af«. Du vil givetvis falde godt i snak med dette menneske, eftersom der er tale om en hjørringenser og dermed en dansker fra øverste hylde. Men hvis du følger op med spørgsmålet »altså fra selve Hjørring?«, vil vedkommende lige holde en kunstpause for så at svare: »Neeej, jeg er fra Bjergby« eller »arh, sådan ude fra Bagterp af«.
Min gode ven Lasse, som er fra Hjørring af, er eksempelvis i virkeligheden fra Østervrå, som kun ligger i nærheden af Hjørring, hvis Tønder også kan defineres som naboby til Horsens. Lasse er et enestående rart menneske og ansvarlig for, at udsagnsordet ’pøle’ allerede har optrådt tre gange i denne tekst, fordi det trods sin grundbetydning, som er noget i retning af ’at mosle’, kan bruges som substitut for næsten alle andre udsagnsord og alligevel give mening for en vendelbo.
I virkeligheden er Hjørring måske mest af alt en sindstilstand; en åben og uhøjtidelig livstilgang, som gør, at byen pøler det ene solide og ufjalede menneske ud efter det andet. Min solstrålekollega Annette for eksempel. Eller Ebbe, som træner min datters fodboldhold og som det mest naturlige i verden har lært navnene på 50 piger i alderen 6-9 og derefter gik i gang med at terpe forældrenes. Bare det at nævne Hjørring på kontoret afstedkom sætningen:
»Jeg har haft en vidunderlig kæreste fra Hjørring« og den meget sigende tilføjelse: »Og jeg har fået mit livs bedste bananasplit i byen«.
Så tag mig på mit ord, eller lad være: Der findes ingen byer med et så positivt befolkningsaftryk som Hjørring.
Det skulle da lige være Hjørrings islandske venskabsby, Reykjanesbær. Det må være noget af en by, for jeg har aldrig truffet en islænding, jeg ikke kunne lide.
