Om lidt – ja, i hvert fald inden Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg – får min husstand lommepenge af staten. 2.500 kr. direkte ind på NemKontoen i form af en fødevarecheck.
Min kæreste og jeg modtog nyheden med vantro latter – tilhørte vi virkelig kategorien af mindrebemidlede borgere, der ikke selv kan sørge for ordentlig mad på bordet? Er vi en del af gruppen, der ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) »har særligt brug for en håndsrækning«?
Ja, åbenbart.
Vores børn, der mandag og tirsdag i denne uge blev spist af med blomkålssuppe, vil nok mene, at Wammen har en pointe. Selv gik jeg direkte fra grin til vrede over nyheden.
I modsætning til flertallet af fødevarecheckens mange kritikere er jeg ikke vred over, at den rammer upræcist. Jeg forstår godt, Frederikke Rasmussen fra Nordfyn, der spiser slagterbøffer og kører i spritny bil, synes, det er »fuldstændig latterligt«, at hun får en fødevarecheck, men jeg er uddannet kandidat i statsbureaukrati og ved udmærket, at den slags ordninger kan være bøvlede at målrette. Prøver man for hårdt, kan det ende med at koste uhyrlige summer i administration.
Det, der falder mig for brystet, er, at
