Løgnen om store bededag blev et passende punktum for SVM-regeringen - den mindst elskede regering i nyere Danmarkshistorie. Til gengæld den mest selvhævdende og selvgode. Ikke at forglemme den heldigste. Marineret i penge og den slags internationale kriser, der løfter selv den mest middelmådige politiker til statsmandens tinder.
En regering, der kunne bide skeer med de store. Som med Den Grønne Trepart med egne ord ændrede det danske landskab i et omfang, der bringer mindelser om Enrico Dalgas og Hedeselskabet. Som har oprustet for milliarder og milliarder, uden at nogen har mærket det mindste dræn i pengepungen. Som har foretaget et selverklæret paradigmeskift og derfor vil købe missiler, som kan tilgå mål i Rusland. Som har givet ordre om at skyde en ulv i Vestjylland. Som har været på forsiden af alverdens aviser og magasiner. Som sagde undskyld til Grønland for alt det, som de andre gjorde. Som løftede antallet af offentligt ansatte til nye højder. Som gav de største skattelettelser i mands minde. Alt sammen hyllet ind i et svulstigt regeringsgrundlag med titlen: Ansvar for Danmark. Udstyret med noget så pompøst som en præambel, fuld af sætninger a la: »Det er alvorlige tider for vores kontinent og for Danmark«, »Med dette regeringsgrundlag tager Danmark et historisk skridt i en svær tid« og ikke at forglemme den fænomenale finale: »….vi er klar til at påtage os ansvaret for at lede Danmark i en usikker tid«. Så siger vi det!
