Velkommen i lyntoget mod Fyn og Jylland«. Sådan lyder det i højtalerne, mens toget snegler sig ud fra Hovedbanegården. Vi bliver overhalet af et S-tog, og efter 10 minutter er vi end ikke kommet til Valby. Jeg kigger nervøst på uret og ved, at min tidsplan er ved at falde som dominobrikker. Jeg er afhængig af mit togskifte i Vejle, hvis jeg skal nå frem til det publikum, jeg skal holde foredrag for samme aften. Men jeg aner, at det bliver svært. Allerede inden afgang var toget forsinket. Sporet blev ændret i sidste øjeblik, og alle ventende passagerer måtte mose sig hen ad den lange perron, op ad rulletrappen, ned ad en anden rulletrappe og løbe det sidste stykke for at finde den rigtige togvogn inden afgang. Inden vi når Fyn, ved jeg, at jeg ikke kan nå toget i Vejle. Næste tog går først to timer senere. En bil bliver løsningen for at nå frem i tide.

Sidst jeg krydsede Storebælt blev alle tog nord fra Fredericia aflyst. Da vi nåede Fredericia, herskede et stort kaos. Ingen vidste noget. Togbusser? »Vi aner det ikke«, vrissede en DSB-medarbejder, mens jeg ved et svineheld fik fanget en taxa, som var den eneste løsning for at nå frem til et ventende publikum på et bibliotek.