Da jeg var 14, stod min far og jeg i mit barndomshjem, hvor septembersolen skinnede. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt over, at jeg jo ikke havde så travlt med at blive god til at skrive. Man skal jo bruge lang tid på at blive en dygtig forfatter, og jeg ville give mig selv den tid. Min far nikkede stolt. Han er grafisk designer og har lært sit fag gennem lange, tålmodige træk.

Når jeg tænker tilbage på den samtale, får jeg tårer i øjnene. Følelsen af at have god tid ligger så langt fra mit liv nu. Hver lønning, jeg får nu som 23-årig, føles som et skridt op ad en trappe, der fører op i mørke.