Venner af Amerika må til at indstille sig på, at Donald Trumps kandidatur sætter sig blivende spor i amerikansk politik, uanset om han til november vinder nøglerne til Det Hvide Hus, eller om det bliver Hillary Clinton, der skal videreføre det spor i Washington, som Barack Obama har brugt snart 8 år på at lægge ud. Den varige effekt af Trump-kandidaturet kan blive en psykologisk effekt i den konservative del af vælgerhavet; en strømning, der kan karakteriseres som anti-Washington-establishment, og som overvejende bæres af vrede og visionsløse, frustrerede hvide mænd.
Men behøver det gå så galt? Prøv at sammenligne den aktuelle valgkamp med tilstanden i 1980, hvor præsident Jimmy Carter tidligt havde en pæn føring i meningsmålingerne, men hvor den republikanske udfordrer Ronald Reagan præsterede en formidabel indhentning og slutspurt og i november det år endte med at tilføje Carter et sviende nederlag.
