Lyt til artiklen
For et par år siden, da Anker Jørgensen var over 90, så jeg ham stå oppe på skrænten ved Tisvilde Strand og skue ud over havet. Han var i selskab med to hjælpere, men begyndte møjsommeligt nedstigningen og endte på stranden foran mig: »Hej, Bettina«, sagde han, »jeg ville bare sige, at det var en skam, at Svend skulle dø«. Og derpå gik det opad igen.
Under omtalen af Anker Jørgensens død har der været en enkelt markant forglemmelse – nemlig den, at han var anderledes, og at han følte det.
