Jeg lettede en halv meter af fornøjelse, da Politiken dumpede ind her på højskolen sidste søndag. ’Syv år for PET’ fulgte som bekendt med som særsektion, det var super service, når nu alle have talt om den bog i dagevis. Her kunne man som læser selv sætte sig ind i sagerne. Udgivelsen vidnede om, at de journalistiske instinkter stadig er splittervågne på Politiken, det gør en gammel redacteur glad i låget.
Men det har slået mig i den uge, der er gået siden det første bråvallaslag med fogedforbud og brud på samme forbud af boghandlere, Radio24syv og især Politiken, at den debatterende efterbehandling helt og aldeles har handlet om Loven med stort L, om Rigets Sikkerhed versus Presse- og Ytringsfriheden, alvorlige størrelser. Ansvarshavende folk som Politikens chefredaktør må naturligvis tale om de alvorlige sager og, ja, påtage sig såvel det journalistiske som det juridiske ansvar.
Nu vil jeg så for egen regning og helt udefra sige et par ansvarsløse og ikke helt så alvorlige ord om, hvad det også drejer sig om, når sådan en sag kører i et stort mediehus. Jeg har fået lov at være med nogle gange, fra ’De Sataniske Vers’ i Weekendavisen til Ritt Bjerregaards Dagbog og Jægersoldatens ditto i Politiken.
Man oplever noget, der bare kan kaldes Glæden Ved Journalistik, og som godt kan tåle at skrives med stort. Lysten til at publicere og få ting ud i det åbne. Fornøjelsen ved at afsløre hykleri, selvhøjtidelighed og en gang imellem ligefrem magtmisbrug. Alt sådan noget musikalsk noget, som driver værket, og skal drive værket, og som publicistiske alvorsmænd og tørvetrillere ikke forstår.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Skriv kommentar