Alle taler om den, men ingen ved, hvad det er. Nej, det er hverken tilbagekomsten af gonoré eller højsæsonen for hjortetaksalt, men selveste kulturradikalismen. At noget er ’typisk kulturradikalt’, bliver fremhævet igen og igen. Der bliver argumenteret med ’kulturradikalt sludder’ i mindst 50 procent af de borgerlige debattørers klummer. Det er ment som en form for fornærmelse og næsten altid i forbindelse med nærværende avis og dens elitære læsere. Men skal vi føle os stødt? Smitter det kulturradikale? Er det godt eller dårligt at være det? Moderne eller gammeldags?
Vi kan google begrebet kulturradikal. Men så står der mest noget om pæne møbler, gode bøger, frisind og pædagogik. Der står også, at den er død og borte, bevægelsen. At der ikke findes en kulturradikalisme mere. Kloge hoveder siger, at den døde med PH, og det var sgu helt tilbage i 1967. Andre mener, at kulturradikalismen og Politiken endegyldigt nedsmeltede, da Tøger Seidenfaden i 2010 undskyldte Muhammedtegningerne over for profetens efterkommere. Man ikke kan ligge under for folks religiøse krænkelse og være kulturradikal samtidig.
