Katastrofen i Aleppo er af den slags, vi kun udholder at se ved at lukke øjnene. Beretningerne om lidelserne i den belejrede og sønderbombede by af den slags, vi kun holder ud ved ikke at læse dem.
Forbrydelserne mod civile taler deres eget sprog, tabstallene er forfærdende, og byens kamp og lidelser står som et monument over syndefaldet ved begyndelsen til 21. århundrede: Nej, vi er ikke kommet videre. Verden er stadig et sted, hvor vi ser magtesløse til, mens en hel by langsomt og systematisk males til ruiner af overlegne militære styrker, der for længst er holdt op med at tage hensyn til civile endsige til krigens love eller blot de allermest grundlæggende humanitære standarder for, hvordan vi behandler hinanden.
