Det sidste, jeg hørte fra Wael al-Suri, var et glimt af håb.
Midt i et veritabelt helvede på jord.
Midt i spædbørn, der blev brændt levende, midt i gader og stræder druknet i murbrokker og afrevne menneskelemmer, midt i de sidste skrig om hjælp fra gamle damer, der langsomt kvæles i røgen fra krydsermissiler.
Midt i et øjeblik, hvor Wael burde have nået smertegrænsen for, hvad et menneske kan leve med uden at tage livet af sig selv, sendte han mig et glimt af håb:
