Anna ligger på ryggen på køkkenbordets mønstrede voksdug. Hendes ben er let spredte, fødderne bare. Den ældre kvinde, der bor i huset, nærmer sig den unge kvindekrop med en lang, tynd metalpind.

»Gør det meget ondt«, spørger Anna stille, mens hendes kæreste, Bjørn, kaster blanke blikke inde fra stuen.

»Ikke hvis du slapper af«, siger kvaksalveren, før hun sætter sig på hug, så hun kan se Annas skød. Så fører hun metalpinden ind i hende.

Bagefter løber de, Anna og Bjørn. Op ad trapper, ned ad trapper, og hun efter hans cykel. For at få det ud. Forpustede er de, og ødelagte. Hun krøller sig sammen i smerte, jamrer. Hjemme på badeværelset er hun badet i sved. Han holder om hende, om den hvide underkjole, der er plettet af blod. Hjælper hende over på toilettet. Hun skriger.

»Er det væk«, spørger han lidt efter.

Scenen fra Bille Augusts og Bjarne Reuters stærke ungdomsfilm ’Tro, håb og kærlighed’ lærte mig, hvad en illegal abort er. Den lærte mig, under hvilke forhold uønskede graviditeter bliver uddrevet, når det sker i det dunkle. Filmen portrætterer 1960’erne, men den er fra 1984, og da jeg første gang så scenen med den illegale abort som teenager, kunne jeg mærke den metalpind. Jeg kunne mærke kramperne. Hvor forkert det var. Men jeg så ind i en fjern fortid. Sådan oplevedes det, selv om den fri abort kun havde været en realitet i 3 år, da jeg blev født.

For mig, der er fra 1976, har den fri abort altid været der. De af mine veninder, der blev gravide i gymnasiet, kunne gå til lægen. De kom på hospitalet. De skulle ikke op på en snusket voksdug, og ingen metalpinde skulle rode rundt i deres underliv. De var store piger, der ikke følte sig store nok til at blive mødre. Og de kunne føle sig trygge, mens de sikrede den fremtid, de ikke kunne se et barn som en del af. Det kunne de, fordi rødstrømpebevægelsen havde vundet sin største sejr, da den fri abort blev indført i 1973. Med den fri abort fik kvinder mulighed for at bestemme over egen krop.

I denne uge skabte det debat, da Donald Trump som et af sine første tiltag udstedte et dekret, der forbyder internationale ngo’ere at informere verdens kvinder om abort, hvis de vil modtage støtte fra USA. Det har kæmpe betydning for danske hjælpeorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, der modtager 50 millioner kroner om året fra USA. Som organisationen skrev på Facebook:

»Trumps dekret betyder, at hvis vi vil beholde støtten, må vi ikke bruge penge på at fortælle om konsekvensen ved farlige illegale aborter. Vi må ikke engang bruge de penge, vi selv indsamler, på at fortælle om det«.

»Ude i verden vil det betyde, at kvinder vil lide og dø, fordi de er tvunget til at få abort i det skjulte under uhygiejniske og uforsvarlige vilkår,« sagde generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

Dekretet blev udstedt under Reagan i 1984, og siden har de amerikanske præsidenter skiftevis afskaffet og genindført det. De demokratiske præsidenter har afskaffet det, de republikanske har genindført det. Kvinders ret til at bestemme over deres egen krop er en af de tydeligste politiske markører.

Trump har meldt klart ud, at han er imod abort. Kvinder har altså ikke ret til at bestemme over deres egne kroppe, mener præsidenten, der under valgkampen blev kendt for blære sig med, hvordan han rager på fremmede kvinders kønsorganer. Vores reproduktive dele er hans ret, ikke vores.

Dekretet har mødt stærk kritik internationalt, også herhjemme, hvor minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V) i denne uge sagde til Ritzau, at »Danmark vil fortsætte med at være en stærk international stemme for piger og kvinders rettigheder«. Men i Holland har man gjort mere end at kritisere. Her ønsker regeringen at etablere en international fond, der kan finansiere adgang til prævention, abort og uddannelse for kvinder i udviklingslande – som reaktion på Trumps dekret. Ønsket er, at regeringer, erhvervsliv og organisationer sammen kompenserer for USA’s fjernede støtte.

Den danske regering har endnu ikke taget stilling til, om de vil være med.

Hvad holder jer tilbage? Hvis vi skal være en stærk stemme for piger og kvinders rettigheder, er det her chancen for at sætte handling bag ord. Ring til Holland, bak op. Vis, at vi sammen kan skabe resultater. At verden er større end USA. At vi ikke accepterer, at Trumps politik griber ind i danske forhold. Selvfølgelig skal nødhjælpsorganisationer informere om muligheden for abort. Ellers henviser vi verdens ulykkeligt gravide til at ligge på ryggen med en metalpind oppe i underlivet.

fortsæt med at læse

Trump giver mig ondt i maven af frygt