Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Christian Eriksen, William Kvist og Simon Kjær lagde fundamentet til den nye konflikt mellem Spillerforeningen og DBU.
Foto: Jens Dresling

Christian Eriksen, William Kvist og Simon Kjær lagde fundamentet til den nye konflikt mellem Spillerforeningen og DBU.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Vil landsholdsspillerne overhovedet til VM i Rusland?

Eller er de mere interesseret i penge? Den nye konflikt med DBU, som Spillerforeningen har orkestreret, peger unægtelig i den retning.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det føles som om, at nogen i DBU har et mål om, at vi ikke kommer til Rusland (VM-slutrunden i 2018, red.). Det er rigtigt ærgerligt for os, som bruger en masse tid og energi på landsholdet. Vi har følelsen af, at der er nogen i DBU's bestyrelse, som ikke vil DBU, landsholdet og Rusland«.

Det sagde William Kvist til Jyllands-Posten 23. januar.

Ud af det blå rejste den snart 32-årige landsholdsspiller fra FC København en skarp kritik af forholdet til det danske fodboldforbund og fik i samme avis opbakning fra sin landsholdsanfører, der henviste til landsholdskonflikten om forsikring og kommercielle rettigheder. Den faldt i november ud til spillernes fordel i en voldgiftssag, han beskrev som »enormt forstyrrende«.

»Derfor vil vi gerne skære ud i pap, hvordan vi har set det hele. I vores samtaler med DBU følte vi, at der blev sagt én ting, men gjort noget andet. Det skaber manglende tillid og frustration«, sagde Simon Kjær og begrundede, hvorfor han og resten af det såkaldte spillerråd netop af den grund aflyste det seneste møde med DBU op til VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i november.

»Vi har haft så mange møder, og der er aldrig kommet noget ud af det. Der var ingen grund til, at vi igen skulle vise vores frustrationer på det seneste møde, og der derefter ikke ville ske noget på nogle tiltag, som vi ville tage for at forbedre tingene«, sagde Simon Kjær til Jyllands-Posten.

Dårlig mad og dårlig sundhedssektor

Hvad, der eksempelvis er behov for at forbedre, fik et tredje medlem af spillerrådet, Christian Eriksen, lige så meget ud af det blå anledning til at forklare i Ekstra Bladet dagen efter. Han var specifikt utilfreds med den mad, som landsholdet fik serveret op til VM-kvalifikationskampen i Polen. Mere overordnet kritiserede Tottenham-spilleren landsholdets sundhedssektor og den behandling, spillerne får stillet til rådighed i landsholdstjeneste.

»Generelt savner jeg en mere professionel tilgang til tingene, når vi er samlet i landsholdslejren«, sagde Christian Eriksen til Ekstra Bladet.

Hvad det er, landsholdsspillerne selv kæmper for i den aktuelle sammenhæng, er virkelig svært at få øje på

Da to af de tre ellers svært tilgængelige medlemmer af spillerrådet – Kasper Schmeichel er det fjerde – så pludseligt og to dage i træk gav sig offentligt til kende i skarpt tonefald, efterlod det indtrykket af et nøje iscenesat forløb, uden at formålet dengang stod indlysende klart.

Det gør det nu.

Nu står formålet indlysende klart

Spillerforeningen skubbede de dage i januar tydeligvis sine mest prominente medlemmer foran sig i bestræbelserne på at genrejse og forstærke den folkestemning, at spillerne er ’de gode’ og DBU ’de onde’ i  landsholdssamarbejdet, som William Kvist, Simon Kjær og Christian Eriksen åbenbart betragter som et nødvendigt onde i deres karriere.

På det fundament af mistillid har Spillerforeningen nu stævnet DBU med krav om tilbagebetaling af 2,975 mio. kr. plus renter som spillernes andel af indtægter fra de landsholdssponsorater, som boldspilunionen tegnede i perioden fra 2004 til 2011.

»Det er en diskussion, der har kørt i to år om nogle forhold, vi ikke har fået afklaret. Voldgiftssagen sidste år minder meget om denne. Da blev dette udskilt, da DBU ikke var klar til at tage det med der. Nu vil vi have en afklaring. Det nytter intet, at vi har den slags udeståender med hinanden«, forklarer Spillerforeningens formand, Mads Øland.

»Efter voldgiftsagen betalte vi et betragteligt beløb til Spillerforeningen og havde en opfattelse af, at vi nu havde trukket en streg i sandet, så vi kan fokusere på det sportslige og de vigtige landskampe i foråret. Nu kommer der igen nye krav og anklager fra Spillerforeningen, så vi bliver forstyrret i de sportslige forberedelser. Det er ikke optimalt for vores arbejde forud for så vigtige landskampe«, mener DBU’s direktør, Claus Bretton-Meyer.

»Spillerne går ligesom os op i, at aftalerne bliver efterlevet. Vi opererer på et mandat fra spillerne«, slår Mads Øland fast.

Økonomisk svarer stævningen til en ugeløn

Dermed understreger han, at det ikke kun er Spillerforeningen, men også William Kvist, Simon Kjær, Christian Eriksen og de øvrige landsholdsspillere, der synes, at de 2,975 mio. kr. plus renter er så vigtige, at de vil være med til at føre endnu et juridisk slagsmål for at fingre i dem, selv om DBU altså tjente pengene i 2004-2011 på sponsoraftaler, der blev indgået af en anden forbundsledelse og nu er udløbet.

Alene i attituden er der noget galt med den tilgang fra spillernes side – i hvert fald hvis William Kvists ord til Jyllands-Posten skal stå til troende:

»Jeg hader at arbejde under forhold, hvor det er ’vi’ og ’de’, men hvor vi samtidig skal arbejde sammen«, sagde han for et par uger siden.

Alene i attituden er der noget galt med den tilgang fra spillernes side

Holdkammeraterne og han fastholder alligevel kravet om en andel i historiske indtægter og dermed endnu en konfrontation med DBU. Det kan kun være af principielle og i endnu højere grad politiske årsager, for økonomisk er 2,975 mio. kr. og renterne fuldstændig uden betydning – beløbet svarer vel til noget i retning af en ugeløn for den samlede landsholdstrup.

William Kvist sammenligner sig med med garder

Ikke desto mindre fastholder William Kvist – stadig ifølge Jyllands-Posten – at betaling for indsatsen er vigtig for en landsholdsspiller.

»Jeg hører tit, at æren i at spille på landsholdet bør være nok. Og det er en stor ære. Det er det også at være i Den Kongelige Livgarde. De skal også have løn. Vi er meget væk fra familie, og der er risiko for skader. Ligesom landsholdet genererer en masse indtægter til DBU. Vores bid af kagen er nødvendigvis ikke ret stor, men jeg synes, at vi har ret til det, vi har ret til«, sagde han.

Ingen kan argumentere imod, at forholdene også skal være i orden for fodboldspillere, der repræsenterer Danmark i en landskamp.

Og det er de sandt for dyden også – i hvert fald hvis William Kvist virkelig vil være bekendt at sammenligne sine vilkår med dem, en garder gør national tjeneste under. Ifølge Forsvarets værnepligtsportal er selve månedslønnen 7.545,34 kr. før skat. Dertil kommer 213 skattefrie kroner om dagen i kostgodtgørelse – og bliver alle måltiderne indtaget i kantinen, er der 63 kroner til overs.

Den overenskomst indgår DBU garanteret på sekundet med landsholdsspillerne, hvis muligheden skulle byde sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mindst 20.000 kr. plus det løse for en landskamp

Som det er nu, får de selvfølgelig maden og andre direkte omkostninger betalt, når de stiller op for Danmark. Desuden får de mellem 20.000 og 50.000 kroner for at spille alt afhængig af kampens karakter og tilskuertallet. Og så får de eksempelvis også 25 procent af DBU’s kommercielle indtægter fra landsholdet, forsikring, mulighed for individuelle sponsoraktiviteter og bonus for at kvalificere sig til slutrunder – alt sammen for en bibeskæftigelse i forhold til klubarbejdet, hvor løn og ansættelsesvilkår er langt, langt bedre.

Alle detaljer er i spil, næste gang der skal laves en landsholdsaftale mellem spillerne og DBU.

Det er i det perspektiv, stævningen og de forudgående manøvrer fra Spillerforeningen skal ses. Politisk er det vigtigt for Mads Øland både at have dannet præcedens for aftalens indhold og lagt andre potentielle krav på bordet, så der noget at handle med.

Spørgsmålet er kun, om han arbejder i fagforeningens eller medlemmernes tjeneste.

Christian Eriksen anbefaler Spillerforeningens partner

Det ligner et skud langt over mål, når Christian Eriksen finder det nødvendigt offentligt at kritisere maden, der blev serveret forud for landskampen i Polen, i stedet for bare at tale med landsholdsstaben om det. Alle var tydeligvis enige om, at noget gik galt i den konkrete situation – og hvis spillerne har brug for særlig nærende kost, må det kunne løses gnidningsløst.

Mere sportsfaglig substans kan der være i kritikken af DBU’s sundhedsstab, for selvfølgelig skal spillerne modtage kvalificeret behandling, når der er behov for den. Det er dog ikke helt fair at sammenligne med forholdene hjemme i klubben, hvor behandlerne har en hel sæson for øje, mens landsholdets – groft sagt –er ansat til at få spillerne til at præstere optimalt i en kamp eller to i løbet af få dage.

Det er selvfølgelig nødvendigt for landsholdsspillere at tage det forhold alvorligt. Alligevel klinger det besynderligt, når Christian Eriksen som eksempel på den ønskede professionalisme anbefaler en behandler, han ikke selv gør brug af. I interviewet med Ekstra Bladet pegede han på Thomas Jørgensen fra firmaet ProTreatment, som »rigtig mange benytter«.

Forklaringen kan muligvis findes i bunden af Spillerforeningens hjemmeside, der fortæller, at ProTreatment er en af de partnere, som fagforeningen »gør en stor indsats for at pleje« ved at skabe forbindelser, »som alle parter nyder godt af«.

5 procent til Spillerforeningen

Af hjemmesiden fremgår det også, at Spillerforeningen »siden den 1. januar 2011 har indhentet 124.871.597 kroner i erstatninger til vores medlemmer«.

Det fremgår ikke hvor stor en del, der er gået videre til de organiserede fodboldspillere, men det er i hvert fald ikke det fulde beløb. Tipsbladet har tidligere afdækket aftalen om, at Spillerforeningen i den såkaldte feriepengesag tog »5 % af alle eventuelle bruttoudbetalinger« i ekstra kontingent for at føre de sager, der repræsenterer langt den væsentligste del af det samlede erstatningsbeløb.

Hvad landsholdsspillerne betaler for at få talt deres sag, ved de kun selv. Men der er ingen tvivl om, at enhver procentdel – nu og i fremtiden – er langt vigtigere for Spillerforeningen end for de mangemillionærer, de i den konkrete sag repræsenterer med den nye stævning af DBU.

Hvad det er, landsholdsspillerne selv kæmper for i den aktuelle sammenhæng, er virkelig svært at få øje på.

De har vundet den seneste voldgiftssag, der sætter standarden for fremtidige landsholdsaftaler.

De har slået fast, at de er utilfredse med forholdet til i hvert fald dele af DBU-ledelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og de har pointeret, at der er plads til forbedringer i den praktiske håndtering af en landsholdssamling.

Nu mangler de bare at vinde kampe nok til at kvalificere Danmark til VM-slutrunden i Rusland.

Men vil de overhovedet det?

Har de i det hele taget lyst til at spille på landsholdet?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden