0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Vil landsholdsspillerne overhovedet til VM i Rusland?

Eller er de mere interesseret i penge? Den nye konflikt med DBU, som Spillerforeningen har orkestreret, peger unægtelig i den retning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Christian Eriksen, William Kvist og Simon Kjær lagde fundamentet til den nye konflikt mellem Spillerforeningen og DBU.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det føles som om, at nogen i DBU har et mål om, at vi ikke kommer til Rusland (VM-slutrunden i 2018, red.). Det er rigtigt ærgerligt for os, som bruger en masse tid og energi på landsholdet. Vi har følelsen af, at der er nogen i DBU's bestyrelse, som ikke vil DBU, landsholdet og Rusland«.

Det sagde William Kvist til Jyllands-Posten 23. januar.

Ud af det blå rejste den snart 32-årige landsholdsspiller fra FC København en skarp kritik af forholdet til det danske fodboldforbund og fik i samme avis opbakning fra sin landsholdsanfører, der henviste til landsholdskonflikten om forsikring og kommercielle rettigheder. Den faldt i november ud til spillernes fordel i en voldgiftssag, han beskrev som »enormt forstyrrende«.

»Derfor vil vi gerne skære ud i pap, hvordan vi har set det hele. I vores samtaler med DBU følte vi, at der blev sagt én ting, men gjort noget andet. Det skaber manglende tillid og frustration«, sagde Simon Kjær og begrundede, hvorfor han og resten af det såkaldte spillerråd netop af den grund aflyste det seneste møde med DBU op til VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i november.

»Vi har haft så mange møder, og der er aldrig kommet noget ud af det. Der var ingen grund til, at vi igen skulle vise vores frustrationer på det seneste møde, og der derefter ikke ville ske noget på nogle tiltag, som vi ville tage for at forbedre tingene«, sagde Simon Kjær til Jyllands-Posten.

Dårlig mad og dårlig sundhedssektor

Hvad, der eksempelvis er behov for at forbedre, fik et tredje medlem af spillerrådet, Christian Eriksen, lige så meget ud af det blå anledning til at forklare i Ekstra Bladet dagen efter. Han var specifikt utilfreds med den mad, som landsholdet fik serveret op til VM-kvalifikationskampen i Polen. Mere overordnet kritiserede Tottenham-spilleren landsholdets sundhedssektor og den behandling, spillerne får stillet til rådighed i landsholdstjeneste.

»Generelt savner jeg en mere professionel tilgang til tingene, når vi er samlet i landsholdslejren«, sagde Christian Eriksen til Ekstra Bladet.

Hvad det er, landsholdsspillerne selv kæmper for i den aktuelle sammenhæng, er virkelig svært at få øje på

Da to af de tre ellers svært tilgængelige medlemmer af spillerrådet – Kasper Schmeichel er det fjerde – så pludseligt og to dage i træk gav sig offentligt til kende i skarpt tonefald, efterlod det indtrykket af et nøje iscenesat forløb, uden at formålet dengang stod indlysende klart.

Det gør det nu.

Nu står formålet indlysende klart

Spillerforeningen skubbede de dage i januar tydeligvis sine mest prominente medlemmer foran sig i bestræbelserne på at genrejse og forstærke den folkestemning, at spillerne er ’de gode’ og DBU ’de onde’ i  landsholdssamarbejdet, som William Kvist, Simon Kjær og Christian Eriksen åbenbart betragter som et nødvendigt onde i deres karriere.

På det fundament af mistillid har Spillerforeningen nu stævnet DBU med krav om tilbagebetaling af 2,975 mio. kr. plus renter som spillernes andel af indtægter fra de landsholdssponsorater, som boldspilunionen tegnede i perioden fra 2004 til 2011.

»Det er en diskussion, der har kørt i to år om nogle forhold, vi ikke har fået afklaret. Voldgiftssagen sidste år minder meget om denne. Da blev dette udskilt, da DBU ikke var klar til at tage det med der. Nu vil vi have en afklaring. Det nytter intet, at vi har den slags udeståender med hinanden«, forklarer Spillerforeningens formand, Mads Øland.

»Efter voldgiftsagen betalte vi et betragteligt beløb til Spillerforeningen og havde en opfattelse af, at vi nu havde trukket en streg i sandet, så vi kan fokusere på det sportslige og de vigtige landskampe i foråret. Nu kommer der igen nye krav og anklager fra Spillerforeningen, så vi bliver forstyrret i de sportslige forberedelser. Det er ikke optimalt for vores arbejde forud for så vigtige landskampe«, mener DBU’s direktør, Claus Bretton-Meyer.

»Spillerne går ligesom os op i, at aftalerne bliver efterlevet. Vi opererer på et mandat fra spillerne«, slår Mads Øland fast.

Økonomisk svarer stævningen til en ugeløn

Dermed understreger han, at det ikke kun er Spillerforeningen, men også William Kvist, Simon Kjær, Christian Eriksen og de øvrige landsholdsspillere, der synes, at de 2,975 mio. kr. plus renter er så vigtige, at de vil være med til at føre endnu et juridisk slagsmål for at fingre i dem, selv om DBU altså tjente pengene i 2004-2011 på sponsoraftaler, der blev indgået af en anden forbundsledelse og nu er udløbet.

Alene i attituden er der noget galt med den tilgang fra spillernes side – i hvert fald hvis William Kvists ord til Jyllands-Posten skal stå til troende:

»Jeg hader at arbejde under forhold, hvor det er ’vi’ og ’de’, men hvor vi samtidig skal arbejde sammen«, sagde han for et par uger siden.

Alene i attituden er der noget galt med den tilgang fra spillernes side

Holdkammeraterne og han fastholder alligevel kravet om en andel i historiske indtægter og dermed endnu en konfrontation med DBU. Det kan kun være af principielle og i endnu højere grad politiske årsager, for økonomisk er 2,975 mio. kr. og renterne fuldstændig uden betydning – beløbet svarer vel til noget i retning af en ugeløn for den samlede landsholdstrup.