0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Grøn udsigt: Lurer klimakatastrofen?

Hvilken historie er det, vi skal fortælle? Den om en klimakatastrofe? Eller den om en god grøn fremtid?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
John Sonntag/ AP
Foto: John Sonntag/ AP

Da en stor del af ishylden Larsen C brækkede af Antarktis, blev det set som et symbol på klimaændringer, selv om ingen kan sige, om den konkrete begivenhed skyldes global opvarmning.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forleden udkom magasinet New York med en rædselsberetning om, hvordan global opvarmning kan gøre Jorden noget nær ubeboelig for mennesker i løbet af dette århundrede. Artiklen er ikke en fiktiv dommedagsprofeti, men en sammenfatning af nogle af de bedste videnskabelige bud. Som forfatteren skriver: Det er værre, end vi tror.

Der er ingen ende på ulykkerne. Glem alt om is, der smelter, og sjældne dyr, der forsvinder. Her er vi oppe på en helt anden klinge, hvor store områder af Jorden lægges øde, epidemier breder sig, krige spredes, fødevarer bliver en mangelvare, og havene stiger og forsures.

Vi ved meget om, hvad klimaændringerne vil medføre, men slet ikke nok, argumenterer artiklen. Og ligegyldigt hvor slemt vi tror det er, bliver det værre.

Artiklens pointe er, at vi ganske enkelt ikke kan forstå ødelæggelsernes omfang. At de unddrager sig vores fantasi og forestillingsevne, fordi de er så omfattende og rammer på så mange måder på samme tid. Det lammer os, så vi – i stedet for at gøre det, vi kan, for at bremse de klimaforandringer, vi har sat i gang – står paralyserede i spotlyset fra en katastrofe, der nærmer sig med stor hast.

Vi tror alle sammen, at det er andre, der bliver hårdest ramt. Isen, dyrene, naturen, dem, der lever de mest udsatte steder, de fattige – kort sagt de andre. Det betrygger os om, at vi måske nok har et moralsk ansvar for at gøre noget, men det er ikke noget, vi absolut behøver at gøre, hvis det virker truende for det liv, vi hver især gerne vil leve. Vi tilpasser os inden for bekvemmelighedens grænse og glæder os over, at vi trods alt gør noget, skruer ned for varmen og bruger elsparepærer. Men, pointerer artiklen, ingen vil gå fri, og konsekvenserne vil ramme alle mennesker i alle lande, fordi de er så omfattende på alle planer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter