En god dag for...
Civilagenten 'Maria', der trods aliasset faktisk er en mand, spillede en spektakulær rolle i en narkosag, som 5. december 2013 førte til anholdelser i Danmark. To mænd – en tysker og en colombianer – blev anholdt i Aarhus og tiltalt for at have forsøgt at købe 200 kilo kokain til 43 millioner kroner. De blev fundet skyldige i by- og landsret, men et stridspunkt har været ’Maria’s rolle i sagen. Civilagenten var hyret af det amerikanske narkopoliti, og i Operation Orion spillede han rollen som leverandør af kokain. De tiltalte og deres forsvarere mener, at ’Maria’ optrådte som agent provocateur, hvilket er ulovligt i Danmark. I går konkluderede Højesteret, at ’Maria’ var gået for vidt i forhold til, hvad en civilagent må. Men ikke så meget, at der kunne blive tale om frifindelse.
En dårlig dag for...
Civilagenten Morten Storm. Den tidligere PET-agent var en sommerdag i 2016 i Korsør for at fiske med sine børn, da fem mænd omringede ham på stranden. Ifølge et anklageskrift truede fire af mændene Morten Storm på livet, mens en femte mand – som det ikke er lykkedes politiet at identificere – trak en kniv. Angiveligt var gruppen vred over, at Morten Storm i årevis arbejdede for PET med at infiltrere Al-Qaeda. I går indledte Retten i Næstved en sag mod de fire formodede islamister, men Morten Storm havde på forhånd meldt ud, at han ikke ville møde op for at vidne, fordi politiet og PET havde afvist beskyttelse, når han skulle transportere sig til retten. Storm holdt ord, og retten udstedte derfor en arrestordre mod ham.
fortsæt med at læse
En både dårlig og god dag for plastikposen, som bandlyses på Samsø, men måske ikke er så slem igen
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























