En god dag for...
Eigil Olsen. Den 75-årige Egil Olsen er i Danmark bedst kendt for en helt utrolig kedelig, men effektiv fodboldfilosofi og for de gummistøvler, han ofte stod og råbte i ude på sidelinjen.
Men i Norge er fodboldprofessor Olsen med den videnskabelige tilgang til spillet en sand helt. Den tidligere norske landstræner og erklærede socialist blev sent lørdag aften tildelt hædersprisen ved den norske ’Idrettsgallaen’ for sin mangeårige indsats for norsk fodbold.
’Drillo’ var landstræner fra 1990 til 1998, hvor Norge kvalificerede sig til VM i både 1994 og 1998, og igen fra 2009 til 2013. »Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg, at jeg har fortjent det, men tidspunktet er meget specielt.
Jeg elsker at være forberedt, men det var jeg i den grad ikke nu«, sagde Egil Olsen, da han modtog prisen.
En dårlig dag for...
Sloppy Steve. Man kan selvfølgelig selv afgøre, om det efterhånden er en hædersbevisning – og at det på den måde faktisk er en god dag for ’Sjuskede Steve’ Bannon – at blive tildelt et øgenavn af USA’s præsident Donald Trump.
Men der er det med de øgenavne, Trump opfinder til sine fjender, at de rummer et minimum af sandhed og derfor med en massiv mængde manipulation kan argumenteres hjem.
Og så er der også det med dem, at de bliver hængende i den brede befolknings bevidsthed – og mund.
Derfor er det ikke helt ligegyldigt for ’Crooked Hillary’ (Clinton), ’Cryin’ Chuck’ (Schumer), ’Low Energy Jeb’ (Bush), ’Lyin’ Ted’ (Cruz), ’Little Marco’ (Rubio), ’Little Rocket Man’ (Kim Jong-un) og nu også Steve Bannon, hvad de bliver kaldt af USA’s præsident.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























