En god dag for...
Hansen og Nielsen. For 100 år siden havde 90 procent af befolkningen på landet et efternavn, der endte på ’-sen’. Men Jensen, Andersen & Co. har længe været på retur: Alene de seneste 25 år er andelen af ’-sen’-navne faldet støt fra 62 procent til nu 47 procent, oplyser Danmarks Statistik. Dels på grund af indvandring, dels fordi en ny lov i 2006 gjorde det meget lettere at skifte til for eksempel Andreasdatter eller tipoldemors ungpigenavn. Med andre ord stiger deres blæreværdi: Hvis det fortsætter i samme takt, vil det populæreste efternavn, Nielsen (dem er der 249.000 af), i slutningen af århundredet være så sjældent, at det bliver et af de navne, den kreative klasse skifter til for at skille sig ud. Hvis de altså kan dokumentere, at nogen i deres slægt engang har heddet det.
En dårlig dag for...
Nursultan Nasarbajev, Kasakhstans eneste præsident siden uafhængigheden af Sovjetunionen i 1991, meddelte sidste år, at det kasakhiske skriftsprog skulle overgå fra kyrilliske bogstaver til latinske. Nu er sprogfolk så gået i gang med at finde ud af, hvordan man mest hensigtsmæssigt skriver kasakhisk ved hjælp af det latinske alfabet. Men præsident Nasarbajev, der er vant til at få sin vilje, har naturligvis blandet sig i eksperternes arbejde. Han kræver en model, hvor sproget indeholder en hulens masse apostroffer. Det betyder f.eks., at det kasakhiske ord for kirsebær skal skrives s’i’i’e. »Det gør jo ondt i øjnene«, siger en professor til New York Times og tilføjer, at sagen har gjort præsidenten til grin blandt landets intellektuelle.
fortsæt med at læse
En god dag for liberalt byrådsmedlem - og en dårlig dag for Horsens' hunde
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























