Klumme afHans Davidsen-Nielsen

Journalist

En god dag for det konservative talent Mette Abildgaard - og en dårlig dag for lynskilsmisser

Lyt til artiklen

En god dag for...

Mette Abildgaard. I årtier har Konservative ledt efter talentet, der kan bringe partiet tilbage til noget, der minder om fordums styrke. Siden Hans Engell for 21 år siden ramte betonklodsen, har en endeløs række ledere stræbt efter Schlüter-dagenes 42 mandater. Men måske er det ved at vende for Folketingets mindste gruppe, der klogeligt har holdt sig under radaren, mens de øvrige regeringspartier slås med DF. Der er ingen grænser for, hvor megen goodwill Konservatives Abildgaard får for sin indsamling til Tingbjerg-bageren, der fik smadret sit levebrød af hætteklædte pengeafpressere. I Berlingske kalder støtter hende for en ny Connie Hedegaard, og selv Enhedslisten lovpriser den borgerlige gruppeformand. Kig dig over skulderen, Søren Pape.

En dårlig dag for...

Lynskilsmisser. Nogle hævder, at det er hundedyrt at blive skilt, men at det er alle pengene værd. Påstanden kunne godt se ud til at have noget på sig, når det gælder forholdet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. De to partier har længe haft en konflikt om udlændingestramninger og topskattelettelser. Men der findes skam også andre områder, hvor parterne kan blive uenige. DF mener således, at der skal genindføres en obligatorisk separationsperiode, fordi alt for mange benytter sig af muligheden for lynskilsmisse. Sidste år gik 11.000 par fra hinanden ved hjælp af NemID og nogle få klik. Ifølge LA skal politikerne blande sig udenom, mens DF’s Karin Nødgaard siger til Kristeligt Dagblad, at skilsmisserne »bør være velovervejede«. Er der en parterapeut til stede?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her