En god dag for...
Gustav Möller. Filmen ’Den skyldige’ har ifølge magasinet Soundvenue kun en karakter i billedet, foregår på kun en location og udspiller sig i realtid. Og det kan være en udfordring, når det gælder at holde publikum fast. Men ikke til den amerikanske Sundance Film Festival i Utah.
Her vandt filmen natten mellem lørdag og søndag publikumsprisen for internationale film. »Dette var vores første film, og jeg troede ikke, at nogen ville se den, da vi begyndte. Tak til Sundance«, lød det fra Gustav Möller i takketalen.
Filmen har Jakob Cedergren i hovedrollen som betjenten Asger Holm, der tager imod 112-opkald. En dag ringer en kvinde, som i kodesprog forklarer, at hun er kidnappet, og at kidnapperen sidder ved siden af hende ...
En dårlig dag for...
Turister i Cambodja. De ligger på gulvet i noget, det er svært at tolke som andet end en god, gammel gruppemissionærstilling. Hvorfor det har lignet en god idé på en bar i byen Siem Reap tæt på Cambodjas hellige tempel, Angkor Wat, er der ikke noget svar på. Men vi ved, at ti turister, deriblandt fem briter, nu er arresteret for at »synge og danse pornografisk og tage billeder af det«.
Turisterne risikerer et års fængsel og kan tilbageholdes i seks måneder, inden de kommer for en dommer. Ifølge The Guardian er briterne helt uforstående over for arrestationen.
Men politichef Duong Thavry hjælper dem på vej og siger, at det var, fordi »de udførte aktiviteter, der er imod vores kultur«. Cambodja er i stigende grad begyndt at slå ned på turister, der tager afslørende billeder af sig selv på hellige steder.
fortsæt med at læse
En god uge for modige kvinder - og en dårlig uge for Larry Nassar
-
En god dag for Nutella-elskere, der fik et glas for en 10'er - og en dårlig dag for remouladeelskere, der kæmper med resterne
-
En god dag for Boris Johnson efter dna-test af storetå - og en dårlig dag for Troels Lund Poulsen
-
En god dag for det konservative talent Mette Abildgaard - og en dårlig dag for lynskilsmisser
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























