Klumme afTonny Pedersen

En god dag for amerikansk dirigent - og en dårlig dag for astronauter

Lyt til artiklen

En god dag for...

Marin Alsop. Den amerikanske dirigent er udnævnt til chef for Wiens Radiosymfoniorkester og bliver dermed den første kvinde i det prestigefulde job. Marin Alsop siger til The Guardian, at hun er beæret over at være første kvinde på posten. Men hun

er samtidig »rystet over, at man i dette år og dette århundrede« stadig kan opleve at være den første kvinde til at bestride bestemte hverv. Netop det klassiske musikmiljø i Wien er berygtet for at være stokkonservativt. Først for 20 år siden indvilgede Wienerfilharmonikerne officielt i at hyre kvindelige musikere. Uofficielt havde orkesteret haft en kvindelig harpenist – Anne Lelkes – i de foregående 26 år, men hun blev holdt hemmelig. Under tv-transmissioner blev kun hendes hænder vist.

En dårlig dag for...

Astronauter. Jobbet som rumrejsende er næppe noget, man vælger for æstetikkens skyld. Jo, udsigten til Jorden skulle være storslået, men forholdene er uhumske. På rumstationen ISS bliver astronauternes urin renset, hvorefter de drikker den. Brusebad er udelukket, så de må nøjes med en nødtørftig aftørring. Prutter bliver hængende i luften, for man kan ikke bare åbne et vindue og lufte ud. Men det skal blive endnu værre. Amerikanske forskere arbejder på at omdanne afføring til en spiselig masse, så astronauter kan blive endnu mere selvforsynende på årelange missioner, skriver Ingeniøren. Ifølge forskerne vil produktet komme til at minde om det engelske smørepålæg Marmite. Har man smagt Marmite, vil man forstå, hvor store ofre astronauter egentlig må yde.

Tonny Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her