Klumme afHans Davidsen-Nielsen

Journalist

En god dag for Skrydstrup, efter at »de har nosset i det« - og en dårlig dag for Københavns kæmperotte

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Skrydstrup. Nogle i forsvaret vil nok mene, at sønderjyderne er blevet en anelse sarte med årene. I gamle dage gik der ingen skår af folk i Vojens og omegn, blot fordi det larmede lidt fra speedwaybanen, som Ole Olsen gjorde berømt. Men i en moderne verden er der grænser for, hvor mange decibel man kan byde sine omgivelser. Så forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har måttet afklæde sig høreværn og lytte til kritikken fra borgerne, der bor i nærheden af Flyvestation Skrydstrup. De har længe protesteret over udsigten til at skulle lægge øre til Danmarks nye kampfly, F-35, der larmer dobbelt så meget som de udtjente F-16. I en pressemeddelelse beklager den knap så brølende Hjort, at naboerne føler sig dårligt orienteret om støjgenerne. Men nu bliver den planlagte F-35-terminal flyttet til en anden lokalitet på flyvestationen, selv om det betyder forsinkelse og en stor ekstraregning. »Som vi siger det her i Jylland: De har nosset i det«, udtaler en glad landmand, Flemming Skov, til Jyllands-Postens udsendte ved borgermødet i Vojens-hallerne.

En dårlig dag for ...

Kæmperotten. Berlingskes undersøgende journalister havde hurtigt snuden tilbage i sporet efter en kortvarig arbejdsnedlæggelse. Gennem adskillige måneder har avisen været nyhedsførende i sagen om kæmperotten ’Landemærket’, der har spredt skræk og rædsel i Kongens Have i København. Men nu skulle det være ganske vist: Skadedyret på ikke færre end 58 centimeter fra snude til halespids har spist sine sidste pizzarester tæt ved parkens indgang, hvor Gothersgade og Landemærket mødes.»Giften har taget ham«, udtaler rottefænger og kloakmester Claus Carlsen, der bevæbnet med salonrifler, hunde, giftfælder og svovlgranater har haft ansvaret for dusørjagten i Kongens Have.Liget af ’Landemærket’ mangler ganske vist, men der spores ingen aktivitet i og omkring hullet, hvor monsterrotten angiveligt har skjult sig og haft held til at overleve talrige attentatforsøg. I det hele skulle parken nu være renset for rotter, så en ny invasion af vagabonder og hvinende hvidvinsveninder kan begynde, så snart vinteren løsner sit greb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her