Søndagens italienske valg bringer næppe støvlelandet nærmere de løsninger, som politikere og vælgere har været bekendte med i årtier, uden at der er sket ret meget for at rette op på tilstande, der uden overdrivelse kan kaldes betændte.
Intet demokrati er som bekendt bedre end de personligheder, der bemander det, og her fremtræder Italien som et gigantisk paradoks: Landet er fyldt til randen med forfinet kunst og kultur, stærke intellektuelle og åndelige traditioner, samtidig med at det politiske system er gennemsyret af korruption, ineffektivitet og uansvarlighed.
