Jeg husker tydeligt, da Ali åbnede sin vandpibecafé på Nørrebro. Ali var min onkel, men han var ikke onkelagtig, han var cool. Han havde før haft en lille café langt ude ad Frederikssundsvej, men nu havde han fundet et stort lokale på Nørrebro. Det var en lille, gammel pakistansk kiosk, men med et kæmpe baglokale, mindst 200 kvadratmeter i alt.
Ejeren ville have en halv million kontant for afståelsen, og det skaffede Ali. Det var typisk Ali. Jeg spurgte ham på et tidspunkt, hvor han havde fået pengene fra, og så svarede han: »Renten er kun halvanden procent. Det er ingenting«. Jeg ved ikke meget om pengesager og banker og sådan noget og slet ikke dengang, da jeg kun var en dreng, men jeg vidste dog, at man ikke kunne gå ned i banken og låne en halv million i kontanter for at betale en pakistansk kioskejer. Men sådan var Ali. Han fik tingene gjort. Han snakkede ikke bare. Det var måske derfor, at alle i kvarteret respekterede ham, fordi han gjorde noget, fordi han skabte noget, som var til glæde for alle.
