Der er intet galt med min lejlighed. Den er stor, lys, ligger midt i København, så jeg kan gå til arbejde og er indrettet lige, som jeg vil have den. Køkkenet er nyt, der er et stort badekar, hvor jeg kan ligge og læse og tænke kloge tanker, og alt fungerer. Børnenes skole er lige om hjørnet. Alt spiller, og selv en kronisk kvetchende kværulant som mig skal have luppen frem for at finde noget at brokke sig over.
Der er bare et problem: Nu har jeg boet samme sted i tre år, og jeg kan mærke rastløsheden snige sig ind på mig. For nogle vil tre år i samme bolig sikkert lyde af ingenting. Tværtimod næsten – for mange jeg kender er boligen et permanent fixpunkt, de er landet på og skal bæres ud fra eller til nød flytte engang, når alle børnene er rykket fra reden.
