Siden jeg begyndte på Politiken som journalist, har jeg ikke tænkt meget over, at jeg er homo. Her er rummeligheden så omfattende, at ingen af mine kolleger synes at fortrække en mine, når jeg udbreder mig om min mand og mig. At være homoseksuel er lige så ’normalt’ som at være heteroseksuel og alt mulig andet, og det er rart at være på en arbejdsplads, hvor der er så højt til loftet.
Uden for Rådhuspladsen kan situationen godt være lidt anderledes. Her skal jeg springe ud flere gange om ugen, og selv om det som regel forløber ganske smertefrit, kan det blive lidt akavet, når jeg skal fortælle, at jeg ikke har en kone, der hedder Ruth, men en mand, der hedder Lars. Ja, Lars som mig selv, hvilket så tager noget af luften ud af spring-ud-seancen, for hvor er det dog sjovt, at vi hedder det samme.
