I april fik jeg to persienner af min nabo. Hun havde opgivet at få dem op at hænge. Persiennerne så ud til at passe inde hos mig, så jeg stillede dem på gulvet ved vores stuevinduer. Sådan casual. Ikke til at overse. Demonstrativt, måske. For ja, meningen var jo, at min mand skulle se dem og få lyst at sætte dem op.

Samme strategi har jeg længe haft med tunge ting, som jeg sætter på bagtrappen i håbet om, at min husbond slæber dem op på vores loftsrum. Han er jo så stærk.