Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

En god dag for vulvaforskere - og en dårlig dag for penisforsker

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Vulvaforskere. Et forskerhold fra Schweiz har foretaget det, der ifølge flere internationale medier er det største studie nogensinde af det kvindelige kønsorgan. 657 kvinder i alderen 15 til 84 år – alle sunde, hvide og ikke gravide – har fået nærstuderet deres vulvaer. De har bl.a. fået målt både indre og ydre kønslæber og længden på klitoris.

Formålet med undersøgelsen, som blev publiceret i British Journal of Obstetrics and Gynecology, var at undersøge, om der – i en tid, hvor flere og flere unge kvinder får foretaget kosmetiske operationer forneden – overhovedet findes en ’normalt’ udseende vulva. Og forskernes konklusion er entydig: Vulvaer kommer i så mange forskellige former og størrelser, at det reelt er meningsløst at tale om en normaludgave af slagsen.

En dårlig dag for ...

Penisforsker. Alicia Walker, sociolog ved Missouri State University, var i gang med at studere sammenhængen mellem penisstørrelse og selvværd. I den forbindelse optrådte Walker i juni i medier, hvor hun udtrykte håb om, at mindst 3.600 mænd ville udfylde et spørgeskema om, hvordan deres penisstørrelse har påvirket deres liv, og samtidig oploade billeder af deres penis i slap og erigeret tilstand.

Nu er forskeren dog blevet tvunget til at stoppe projektet, fordi en del mænd ikke har taget det lige så alvorligt, som hun selv har. Hun er blevet bombarderet med spørgeskemaer med jokende svar, og mange har sendt billeder af tegnefilmsfigurer i stedet for af deres penis. »Undersøgelsens pålidelighed som helhed er blevet kompromitteret«, siger hun ifølge the Independent.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her