For et stykke tid siden blev en tidligere nyhedsdirektør fra DR interviewet om journalistik og fik så også lige trillet en nedladende bemærkning om kvinder ind i talestrømmen: »Alt skal ikke vinkles på, om det er helt sort eller helt hvidt, for det mest interessante ligger – hvad de fleste kvinder efterhånden vil vide – i the 50 shades of grey«.
Citatet står ikke i Birgitte Possings seneste og fremragende bog ’Argumenter mod kvinder’. Her er i forvejen rigeligt at tage fat på. Men det kunne sagtens have fundet en plads sammen med alle de andre udsagn, der dokumenterer den kulturbårne magtøvelse, der ligger i at håne kvinder.
Possing kalder det selv visse magtbæreres tryghedsværn mod kvinder, der opfører sig anderledes, end de selv gør. Det er chokerende læsning, hvis man har lullet sig ind i ideer om, at det jo bare var i meget gamle dage, ydmygelserne bredte sig.
Det er ikke så længe siden, at det gemmer sig i glemsel, at indenrigsminister Knud Kristensen udtalte, at han ikke ønskede madammer i kabinettet (1945). Og det var i 1967, et anonymt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti følte trang til at sige, at kvinder, der går ind i politik, er frigide. Året 1973, da jeg lige var blevet mor og eneforsørger, meddelte formanden for Arbejdsgiverforeningen, at man gerne ville være med til at gennemføre ligeløn for lige arbejde, men ikke ligeløn for mænd og kvinder, fordi det ville betyde enorme udgifter for medlemmerne.
Det var også i 1973, en personalechef fra en kendt virksomhed kunne slippe af sted med at sige, at de i hans firma ikke brugte barselsorlov, og at det var en tradition, at kvinder blev fyret, hvis de blev gravide.
Indrømmet. Meget ser pænere ud i dag. Men som Possing konkluderer, så lever magtens mandsdominerede netværk i bedste velgående, både som tankeløse vaner og som bevidste strategier. Hvis der er nerver til at holde sig orienteret og ikke bare fortrænge, så får kvinder også nu uhyrlige hug. Især på de sociale medier.
Lad os tage biologen Kåre Fog, der føler sig hårdt ramt af feminismen og har skrevet bøger om køn. På Facebook praler han med en form for intellektuel rejsning, når han læser ’Elskovskunsten’ af den romerske digter Ovid, der skriver: »Kald det blot vold, men slig vold vil pigerne gerne. Tit vil de aftvinges helst just, hvad de længes mod«.
Manden med rejsningen mener, at det er relevant i dag. Han er sikker på, at hun vil have det sådan, at manden reagerer på uklare eller tvetydige signaler. For hvis han reagerer på helt umisforståelige signaler, er der ikke noget ved det for kvinden. Hun skal mærke følelsen af, at manden tager initiativet.
Sådan formulerer han sig.
I kommentarsporet takker fanklubben med stående applaus. For mig er der mislyde i klapsalverne. En af vennerne deler sin taktik mod feminister. Hvis de kritiserer ham, så beder han dem om at få styr på deres slankekur. Han mener, at tiden er inde til ikke at lade sig kue af svagpissere, der gemmer sig bag en mur af talentløse, infantile og egoperverterede pebermøer, der forsøger at få alt til at handle om dem og deres banale følelser.
Tak spids. Skal man kalde på den milde Moses? Eller nøjes med egoperverteret glæde over, at Facebook ikke fandtes i 1857, hvor provst J.V. Blochs statusopgørelse ville have fortalt os, at kvindens styrke ikke består i hendes myndighed, men i hendes yndighed, i den villighed, kærlighed og troskab, hvormed hun ved at underordne sig hengiver sig og støtter sig til sine naturlige værger; først sine forældre og siden sin mand.
Jeg ville næppe have sendt ham et hjerte. Jeg sender mange til Birgitte Possing.
fortsæt med at læse
