Da kansler Angela Merkel for tre uger siden veg pladsen som partiformand til Annegret Kramp-Karrenbauer, forkortet AKK, skiftede regeringspartiet CDU’s ledelse også trosretning. Det samme kan ske med kanslerposten, når Merkel inden for de næste to år forlader politik. AKK er Merkels mest sandsynlige efterfølger. Det er tyve år, siden Tyskland sidst havde en katolsk kansler, nemlig Helmut Kohl.
Det er naturligt i et land, hvor 28 procent af befolkningen er katolikker, og 28 procent er protestanter. Men det sker på et tidspunkt, hvor populistiske højrepartier sætter kulturkamp i centrum af den polemiske malstrøm i Forbundsrepublikken. Den mandsdominerede katolske kirke har haft gigantiske troværdighedsproblemer efter de seneste års endeløse række af pædofiliskandaler på syv kontinenter og er tvunget i offensiven.
Kulturpolitik udgrænser mindretal på den retlige ligestillings bekostning. Det er selve ideen. Det sker, selv i tilfælde, hvor ’mindretal’ rent faktisk er flertal. I Tyskland lever der nemlig omkring en million flere kvinder end mænd. De er ikke kulturelt ligestillede, slet ikke religiøst.
Protestanten Merkel udfordrede sit partis katolske vælgere, da hun i 2011 gav den daværende tyske pave Benedikt XVI en lodret røffel. Benedikt havde forsonet sin kirke med et sekterisk katolsk broderskab, der var blevet smidt på porten under pave Paul VI i 1975. Broderskabet var berygtet for sin antisemitisme og stillede sig tvivlende over for holocaust.
Annegret Kramp-Karrenbauer, AKK, den ny partiformand, sidder i ledelsen af de tyske katolikkers Centralkomité, en sammenslutning af katolske foreninger og personligheder i Tyskland. AKK er ikke bogstavtro, men i CDU »fører vi politik på grundlag af et kristent menneskebillede«, understreger hun.
Irlands parlament stemmer for at tillade abortAKK er modstander af ægteskaber mellem partnere af samme køn, selv om det i fjor blev tilladt ved lov, takket være en krigslist af den snu Merkel, der lod sig stemme ned. AKK har intet imod kors i landets retssale. Og hun fastholder, at abort fortsat skal være strengt forbudt – med visse undtagelser. C’et i CDU (’Kristelig Demokratisk Union’) forpligter i videste forstand til bevarelse af »skabelsen og dermed af vores naturlige livsgrundlag«, siger AKK.
Det er ikke noget tilfælde, at den første reform, koalitionen af to kristelige søsterpartier, CDU og det bayerske CSU, og Socialdemokratiet gennemførte umiddelbart efter valget af AKK, fastholder, at abort i Tyskland er og bliver forbudt. Abort kan dog undtagelsesvis tillades på strenge vilkår, af hvilke den vigtigste er en omfattende forudgående rådgivning, der tjener til »beskyttelse af det ufødte liv«, som det hedder i den tyske straffelovs paragraf 219, stk. 1.
Tyske læger må ikke »tilbyde, oplyse eller fremhæve«, at de foretager abort. En appeldomstol stadfæstede i oktober, at en læge ved navn Kristina Hänel fra Giessen i delstaten Hessen straffes med en bøde på 6.000 euro for på sin hjemmeside nøgternt at have oplyst, at hun står til rådighed for kvinder, der ønsker at abortere. Dommen har vakt opsigt overalt i Tyskland.
Flere tusind demonstrerer for abortrettigheder i NorgeKompromiset mellem CDU, CSU og SPD kræver, at læger, der stiller sig til rådighed for abort, skal henvise kvinder til en statslig portal med en liste over steder, hvor de kan modtage ’råd’ om beskyttelse af det ufødte liv. Altså skammes fra deres beslutning.
Jens Spahn, landets sundhedsminister, har med regeringens konservative flertal i ryggen tvunget Socialdemokratiet i knæ. SPD har i årevis villet afskaffe den omstridte paragraf, der kom med i en af de første love, nazisterne gennemtrumfede efter deres magtovertagelse i 1933. Andrea Nahles, SPD’s formand, er katolik.
Lægen Kristina Hänel havde håbet, at reformen ville forbedre kvinders muligheder for frit at kunne informere sig om abort. Hun kan ikke se, at statslig oplysning kan erstatte hendes informationspligt som læge.
»Her er tale om indrømmelser til et religiøst mindretal. Det hører ikke hjemme i et demokrati«, siger hun til berliner-avisen taz.
Som homoseksuel kunne Jens Spahn i fjor glæde sig over, at heteroseksuelle og homoseksuelle ægteskaber blev stillet lige for loven. Men i spørgsmålet om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop er Spahn ikke så frisindet:
»Mig undrer målestokkene: Når det drejer sig om dyreliv, er nogle af dem, der går ind for abort, kompromisløse«, sagde han i sommer.
Der går en ånd gennem Europa, en kristen åndSpahn er ligesom sin ny partiformand katolik.
Den tyske abortlovgivning er langt skrappere end den danske, der stort set er identisk med abortlovgivningen i katolske lande som Italien og Frankrig. I alle tre lande er abort fri og kvindens eget valg. Der er ikke tale om en undtagelseslovgivning, knyttet til belærende, bedrevidende og sårende betingelser. Her forudses kun lægelig rådgivning.
I Tyskland har de antikverede regler fra nazitiden opmuntret fundamentalistiske bevægelser til at drive klapjagt på læger, der tilbyder abort. I katolske områder i Bayern leder kvinder forgæves efter læger, der vil eller tør påtage sig at udføre abort. Det virker: Målt i forhold til de to landes befolkningstal udføres der dobbelt så mange aborter i Danmark som i Tyskland, selv om behovet næppe er mindre.
Spahn og AKK har pave Frans på deres side. Romerkirkens overhoved kalder abort ’bestilt mord’. I USA har radikale antiabortaktivister en skytsengel i vicepræsident Mike Pence. Pence, der er katolik og protestant på én og samme tid, afviser evolutionslæren, homoægteskaber og selvfølgelig abort.
Begrebet ’kulturkamp’ blev introduceret i det tyske kejserrige i 1870’erne. Denne kamps fremmeste talsmand var den berømte læge Rudolf Virchow, der i oplysningens og folkestyrets navn krævede katolicismens indflydelse på politik begrænset, allerhelst til nul. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvad Virchow ville have sagt i dag.
fortsæt med at læse
