Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag.

En god dag for den bornholmske ræv, og en dårlig for verdens sidste 'Lonely George'

Lyt til artiklen

En god dag

Den bornholmske ræv. Den sidste ræv på Bornholm døde i 1980’erne, men i sidste uge blev en død ræv fundet i Almindingen. Miljøstyrelsen mener dog ikke, at det beviser, at der stadig lever ræve på øen. »Pilen peger mod, at nogen af en eller anden grund, som vi ikke kan gennemskue, har taget den med og placeret den i vejkanten«, siger en biolog fra styrelsen til Bornholms Tidende. Det er ikke første gang, at spøgefugle placerer en ræv på Bornholm, men zoologisk konservator Peter Kildentoft har endnu ikke opgivet håbet om, at ræven var indfødt. Nu er det lykkedes ham at opstøve en 30 år gammel jakke med bornholmsk rævepels, så dna’et kan sammenlignes. »Hvis den matcher, så er det sgu en bornholmsk ræv!«, siger han til TV 2 Bornholm.

En dårlig dag

Den hawaiianske træsnegl. Den amerikanske nyhedsstation CNN kunne onsdag berette, at sneglen ’Lonely George’ er død. Nyheden er selvfølgelig trist for ensomme George, som blev 14 år gammel, men når dødsfaldet finder vej til globale nyhedsmedier, skyldes det, at George var det sidste nulevende eksemplar af sneglearten achatinella apexfulva, som på engelsk kaldes for Hawaiian tree snail. Lonely George levede hele sit liv på universitet på Hawaii, hvor forskere forsøger at redde forskellige truede arter fra udryddelse. Missionen lykkedes desværre ikke, og en professor fra universitetet på Hawaii fortæller til CNN, at flere hundrede sneglearter er uddøde på Hawaii i løbet af få årtier. »Det var de mest kendte træsnegle, store og flotte snegle, som engang var til stede overalt i skoven på øen«, siger han om Achatinella Apexfulv.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her