Britiske EU-tilhængere.Hidtil har britiske EU-tilhængere måttet nøjes med kedelige argumenter om, at økonomien vil tage skade, hvis landet forlader EU. Det er slut nu. Frelsen kommer i form af lokalavisen Plymouth Herald, som advarer om frygt for, at ’Brexit vil føre til giftige underbukser’. Baggrunden for overskriften er lidt mere lodden: EU har fra 2021 forbudt tekstil med det hormonforstyrrende stof NPE, og spørgsmålet er nu, om Storbritannien vil gøre det samme efter brexit. Her kunne man indvende, at det dermed ikke er brexit, som fører til giftige underbenklæder – de er her allerede. Men nu skal fakta jo ikke ødelægge en god historie. Skilteproduktionen kan begynde: ’Remain eller giftunderbuks!’.
Danmark. Danmarks ry og rygte er sjældent emne for en hel artikel i et af verdens største erhvervsmedier, men det har Bloomberg nu lavet om på med artiklen ’Danske Bank udpeget som skadelig for Danmarks omdømme som nation’. Avisen beretter, hvordan hvidvasksagen har skadet danskernes image som et af de mindst korrupte folkefærd i verden. En ny undersøgelse har desuden vist, at kun Lehman Brothers, hvis krak var startskuddet til finanskrisen, har et dårligere rygte ude i verden end Danske Bank, skriver Bloomberg. Av. I det mindste har Danmarks korruptionsfri image så ikke andet i klemme. Altså lige bortset fra svindlen med udbytteskatten og de stjålne satspuljemidler og et par andre småting. Men kære udland, ellers er vi rene som sne!
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar