En god dag for ...
Elefanterne. Efter en lang vinter i det uvisse ser det nu ud til, at der er en afklaring på vej for fire cirkuselefanter, som Folketinget har besluttet at tvangspensionere. Sidste år besluttede et politisk flertal at forbyde eksotiske dyr i cirkus. Der blev afsat 7 millioner kroner på finansloven for 2019 til at finde et godt hjem til dem uden for manegen. Cirkus Arena har tre elefanter, Cirkus Trapez har én. Opgaven med at overtage de fire cirkuselefanter skal ligesom alle andre offentlige opgaver i udbud, og det forventes at ske til marts, siger dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, Karina Due, til Ritzaus Bureau. Hun peger på Knuthenborg Safaripark på Lolland som det oplagte sted for de tykhudede dyrs otium. Knuthenborg står klar, så den sag burde kunne lukkes inden sommersæsonen i såvel cirkus som safaripark.
En dårlig dag for ...
Mændene. Vi opgav på forhånd at tjekke efter, men mon ikke de har haft en fest på de sociale medier, efter at Berlingske søndag kunne berette, at danske mænd tilsyneladende kun er blevet mere tykpandede siden 1998. Forsvaret har således de seneste 20 år kunnet konstatere, at de unge værnepligtige får dårligere resultater i intelligenstesten på session. Forskere peger over for Berlingske på, at intelligente mennesker generelt får færre børn, men også at rester af sprøjtegifte i kosten kan påvirke børns intelligens negativt. Og så kan en forklaring søges i, at unge i dag bruger hovedregning mindre. Forsvarets intelligenstest, Børge Priens Prøven, er blevet brugt siden 1950’erne. Men dengang havde de jo altså hverken Playstation eller Instagram, som de også skulle være gode til.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























