Der må komme en film om Greta Thunberg, selvfølgelig gør der det. Og bøger, for den historie er for god til ikke at blive genfortalt, gendigtet, skrevet videre på. Hun har allerede et opslag på Wiki, selvfølgelig har hun det.

Den 16-årige svenske pige, der strejkede foran den svenske rigsdag i august for at gøre opmærksom på klimakrisen, og som siden har fået skoleelever over hele verden til at følge sit eksempel. Som talte på klimatopmødet COP24 i Polen i december og på World Economic Forum i Davos i januar og i Bruxelles for EU-politikerne i februar. Og som tager toget til alle disse møder rundt i Europa.

Billederne af formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, der kysser hendes hånd, taler for sig selv.

»EU’s Juncker foreslår at bruge milliardbeløb på klimaet efter 16-årig piges tale«, skrev en af aviserne. Greta Thunberg havde på forhånd afvist at mødes med Juncker.

Hvis ikke I lytter til forskerne, lytter vi ikke til jer, var budskabet.

Der må komme en film om Greta. Selvfølgelig gør der det. Men lige nu er hun her, i verden samtidig med os, i færd med at forsøge at forandre noget, og vi følger hende fra dag til dag uden at vide, om det vil lykkes hende.

Hvad vil I sige til jeres børnebørn, hvordan vil I forsvare, at I ingenting gjorde, sådan taler hun til verdens ledere, og det, hun siger, er ikke nyt, det handler ikke om en særlig viden eller indsigt, det handler om kompromisløshed og en vilje til at placere et ansvar. Og så om, at hun er 16 år, og at hun tør.

Politik skal helst være kedeligt, siger Søren Ulrik Thomsen. Når du bliver revet med af en politiker, skal du skynde dig væk, siger han, og jeg forstår det godt, det er så rigtigt. Men se nu Greta. Hun er ikke politiker, kan man sige, men det synes jeg nu nok, at hun er.

Og selv om Søren Ulrik Thomsen siger, at man skal lade være, lader jeg mig rive med.

Selvfølgelig er det problematisk at lægge sit håb for fremtiden i hænderne på en 16-årig pige, vel i virkeligheden på et hvilket som helst menneske. For man må for alt i verden ikke være naiv. Naivitet er den nye dødssynd, bogstavelig talt. Det giver mening, verden taget i betragtning. Man kan dø af at være naiv: Hvis vi tror, at vi klarer den. Hvis vi tror, at noget menneske kan gøre en forskel. Hvis vi sætter vores lid til andre. Det kan vi dø af.

Så jeg forsøger at lægge en dæmper på min begejstring og mit boblende håb. Jeg forsøger virkelig at være nøgtern og skeptisk. Jeg skammer mig over min godtroenhed. Og jeg er så bange for at blive skuffet igen.

Men se nu Greta og det, hun gør. Hun tror på, at hun gør en forskel.

Måske er der brug for de naive, de vrede, de forargede, de håbefulde. Måske er der brug for, at vi tør tro på idealisten, uanset skamfuldheden og besværet med at stå ved det.

Måske er det nødvendigt en gang imellem. Måske er det okay at turde sætte sin lid til noget eller nogen. I hvert fald er der rigeligt af de andre, skeptikerne, de såkaldte realister.

Der må komme en film om Greta, historien står så klart, allerede mens den skrives, men lige nu er hun her, i verden samtidig og sammen med os.

fortsæt med at læse

16-årig klimaaktivist på EU-besøg vil ikke tale med Juncker