Når jeg hopper på cyklen og kører hen ad Nordre Fasanvej, bliver min begejstring over byens smukke arkitektur hurtigt afløst af den rene gru. De gamle hospitalsbygninger i gule mursten afløses langsomt af den ene klodsede bygning efter den anden, jo tættere jeg kommer på Finsensvej. Helt deprimerende bliver det lige ved metrostationen, hvor supermarkedet Føtex huserer i en stor firkantet kasse side om side med en anden rød kasse, der ligger helt tom hen og ikke bliver vedligeholdt af nogen.
De nye bygninger, der må være blevet opført på Nordre Fasanvej i 1990’erne, udgør et lavpunkt i dansk arkitektur, hvor man dels var så optaget af energirigtige løsninger, at man udstyrede alle huse med bittesmå vinduer, dels var helt ligeglad med samspillet med den omgivende arkitektur, hvorfor husene fremstår provokerende grove i forhold til det forfinede frederiksbergbyggeri, de spiller op til.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























