En god dag for ...
Det østrigske fængselsvæsen. Ofte er en sandstrand et sted, man gerne vil hen, og et fængsel et sted, man helst vil væk fra. Nu viser det sig imidlertid, at man også kan have det lige omvendt. En 64-årig mand, som flygtede fra et østrigsk fængsel for over 10 år siden, har meldt sig til politiet i Salzburg, skriver AP. Hans forklaring er, at han er blevet led og ked af sit liv på de solbeskinnede Kanariske Øer. Politiet i Salzburg oplyser ifølge AP, at den hjemvendte mand har fortalt, at han havde boet på den populære ferieø Tenerife de seneste 10,5 år, men nu ville hjem, fordi »Tenerife ikke er så rart, som det var engang, og at han havde boet der længe nok«. Den soltrætte østriger logerer nu i et fængsel i Salzburg. Om en celle så viste sig at være meget bedre end en solstol ved poolen, som han håbede, melder historien intet om.
En dårlig dag for ...
Gribbe. De store, ådselædende rovfugle er på grund af deres halvnøgne halse og makabre spisevaner yndede skurkekarakterer i diverse tegnefilm, og aviser som nærværende organ har haft for vane at afbilde gebyrgrådige bankdirektører som gribbe. Som om det ikke var nok, har fuglearten nu også menneskeliv på samvittigheden. En grib får således skylden for en trafikulykke, hvor to blev dræbt i den amerikanske delstat Kansas. Politiet fortæller ifølge AP, at den store fugl kom op af en grøft på en øde landevej og ramte en 42-årig motorcyklist, så motorcyklen kørte af vejen og ramte et hegn, og ulykken fik dødelig udgang for både føreren og hans kone, som sad bagpå. Der er nok stadig lang vej, før en grib indtager en helterolle i en hollywoodfilm.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar