En god dag for ...
Coco Chanel. Det næsten et halvt århundred siden, at den legendariske modedronning Coco Chanel døde.
Men hun er ikke glemt, langtfra faktisk. I weekenden havde selveste Bolsjoj Teatret i Moskva premiere på en ballet om hende og hendes kærlighed til Rusland. Coco Chanel elskede nemlig Rusland og russisk ballet og hjalp endda nogle af de russiske adelige, da de flygtede til Frankrig efter revolutionen i 1917.
Nu er kommunismen for længst blevet skrinlagt i Moskva. Der er luksusforbrug atter i høj kurs, og kostumerne i showet er også baseret på Chanels egne ekstravagante design.
Showets stjerne, Svetlana Zakharova, var i Paris for at studere Chanels liv inden premieren og håber, at forestillingen kan blive vist i Byernes By. Det vil på sin vis kun være passende.
En dårlig dag for ...
Hvid pelikan. Alle børn kender pelikanen Pelle i Rasmus Klump-tegneserierne.
Men i virkeligheden er der faktisk ikke nogen hvide pelikaner i Danmark. Indtil nu altså. Lørdag blev der nemlig set en hvid pelikan i Filsø ved Varde. Det er ifølge lederen af Blåvand Fuglestation, Bent Jakobsen, måske den første vilde hvide pelikan, der nogensinde er kommet til landet.
Stakkels fugl.
Ikke bare er den tydeligvis blevet væk fra sine bevingende venner og kommet til et land med en stram udlændingepolitik. Nu kan den også se frem til at blive overbegloet, mens den er her.
»Søndag kom der rigtig mange fuglekiggere til Filsø, både fra København, Nordjylland og alle mulige steder. Der var trængsel i fugletårnene ved søen«, som Jakobsen udtrykte det.
Normalt yngler den hvide pelikan i det sydøstlige Europa og Tyrkiet.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























