En god dag for ...
Tigeren. Antallet af tigere i Indien er vokset til næsten 3.000, viser en optælling, og det gør landet til et af de mest sikre levesteder for den store kat. Det var premierminister Narendra Modi, der mandag offentliggjorde resultatet af tigeroptællingen. Han kaldte det ifølge AP for en historisk præstation for Indien, hvor antallet for 14-15 år siden var nede på 1.400 tigere. Tigeren er Indiens nationaldyr og på listen over truede dyr som en følge af jagt og skovrydning. For ni år siden blev det besluttet at sigte efter en fordobling af antallet inden 2022, og det mål er nu nået. Blandt andet ved at øge antallet af beskyttede leveområder. Det er muligvis ikke alle, der synes, at det er en god dag for tigeren. I Indien er der hver dag en person, som bliver dræbt af en tiger eller en elefant.
En dårlig dag for ...
Musikere. Der blev formentlig spillet mere rekviem end rock i landets 4 Sound-butikker, som sælger musikinstrumenter og er Danmarks største musikkæde. Med regnskabet for 2018 fulgte meddelelsen om, at kæden må lukke butikker og fyre medarbejdere i et forsøg på at redde forretningen. Det skriver Finans. Regnskabet afslører, at 4 Sound-kæden sidste år tredoblede underskuddet til 15 millioner kroner. Dermed har kæden sat 40 millioner kroner til på 5 år, og tålmodigheden hos den norske ejer er sluppet op: »Koncernledelsen i moderselskabet, Music Retail Holding AS, har krævet, at der skal lukkes flere butikker i Danmark«. 4 Sound har butikker i landet fem største byer. Kæden blev stiftet i 1973 og gik tidligere under navnet Musikhuset Aage Jensen.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























