Klumme afPer Thiemann

Redaktør for økonomi og samfund

En god dag for vovehalsen Franky Zapata - en dårlig dag for inder som fik pornostjernes nummer

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Franky Zapata. Det kunne sagtens være endt som en dårlig dag for den franske opfinder Franky Zapata. Han havde søndag sat sig for at krydse Den Engelske Kanal på et flyvende bræt – et såkaldt hoverboard – som med små jetmotorer flyver i 15-20 meters højde med en topfart på 140 kilometer i timen. Det er i sig selv lidt af et vovestykke – især fordi det var endt galt, da han første gang forsøgte sig i forrige uge. Halvvejs skulle Zapata tanke brændstof på et skib, men han ramte forbi og måtte fiskes op af vandet. Søndag morgen forsøgte han så igen ved at lette nær Calais på den franske nordkyst, og denne gang tankede han på et større fartøj. Kort efter landede han nær Dover i det sydlige England. Det har således vist sig muligt at gå på vandet over Den Engelske Kanal, før man fandt en løsning på Brexit.

En dårlig dag for ...

Puneet Agarwal. De fleste har formentlig aldrig hørt om Puneet Agarwal. Alligevel har rigtig mange ringet til ham. Det sker efter premieren på en Bollywoodfilm, hvor den tidligere pornostjerne Sunny Leone læser et telefonnummer højt, som skal forestille sig at tilhøre hende selv. Reelt er nummeret Agarwals, og dagligt siden premieren er han blevet kimet ned af mænd fra hele verdenen, som håber at få kontakt til Leone, skriver bt.dk. Det forstyrrer den 26-årige inders liv så meget, at han har lagt sag an mod filmselskabet. »Jeg drømmer ikke engang mere. Min telefon bliver ved med at ringe indtil klokken fire om morgenen,« siger han til BBC. Agarwal vil dog ikke skifte nummer. Mange af hans venner ringer jo til ham på det nummer, forklarer han. Bevares.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her