En god dag for ...
Netsurferne. Internettet har undertiden et uflatterende ry som platform for overspringshandlinger. Dansende katte, Donald Trump og porno. Den slags. Men der er trøst at hente, når man kaster et blik på, hvad danskerne brugte søgemaskinen Google til en tilfældig efterårsdag i oktober. Lad denne dag være torsdag. Her var danskerne ifølge Google Trends mest sultne efter viden om ’Peter Handke’. Læsere af nærværende dagblad vil naturligvis vide, at der er tale om den østrigske nobelpristager i litteratur, som vi fra barnsben har læst, som var det Bjarne Reuter. Men nu har vi rosset med. På top-5-listen var også ’Kurdistan’. På en trist baggrund, men ikke desto mindre et sundt samfundssind at spore blandt de googlesøgende her. Men var der så slet ikke noget for husarerne? Jo da. Folk ville også rigtig gerne være klogere på ’Maitland Ward’. Læsere af nærværende dagblad er naturligvis sat af her, men der er tale om skuespilleren, der som ung kvinde i 90’erne spillede med i sæbeoperaen ’Glamour’. Nu er hun sprunget ud som pornoskuespiller, og så svigter internettet trods alt ikke.
En dårlig dag for ...
Solkongerne. Der var ingen nåde hjemme i Jylland i 90’erne. ’Poletnegre’ kaldte vi dem, der var lige flittige nok med poletterne i byens solarium. Alle vi andre, der godt kunne styre det, blev vistnok ikke kaldt noget. Siden blev vi klogere, lidt snydesol i solariet om vinteren blev til ’cancergrillen’. Solarium er ikke sundt for huden, hvilket mange danskere er blevet bevist om. For 10 år siden gik 34 procent af kvinderne i solarium, men i dag er det tal faldet til 12 procent, viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne. Og det er jo ganske imponerende. Men så er der mændene. I 2008 tog 16 procent af mændene kunstig sol, i dag er tallet kun faldet beskedent til 15 procent. Kræftens Bekæmpelse og solkampagnen vil ifølge Ritzaus Bureau se på at målrette noget af sin kommunikation specifikt til mænd, der måtte have brug for at vide, at solariebrug er skyld i cirka hver tiende af alle tilfælde af modermærkekræft. Og så efterlyser man en aldersgrænse på 18 år for solariebrug ligesom i andre vesteuropæiske lande.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























