0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jes Stein Pedersen: Godt, at jeg mødte min mormor i kælderen

Jeg fandt et fotografi af min mormor i kælderen. Nu hænger det på køleskabet og peger opmuntrende på fremtidens udfordringer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der smøres franskbrødsmadder i det lille køkken. Foto: Jes Stein Pedersen

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Anden juledag havnede min søn og jeg nede i kælderen, og der stødte jeg pludselig på min mormor. Hun døde i 1995, men i en kasse med gamle papirer lå der et foto af hende taget nogle år før, hun sov ind i en alder af 91. Hun står i sit lille køkken og smører en franskbrødsmad, og den er med garanti til mig. Det var et dejligt gensyn, eller hvad man nu skal kalde det, for det samme billede eksisterede i forvejen i min erindring. Køkkenbordet med den falske, blåhvide marmorering, det lille skab på væggen. Hendes røde trøje, hjemmeskoene, de brune strømper.

Hun boede i Københavns Nordvest-kvarter, NV, og den dag i dag kigger jeg altid op på hjørnelejligheden, hun beboede i 65 år, når jeg kører forbi på Hulgårdsvej.

I min ungdom tog jeg ofte ud til hende. Jeg boede inde i byen, og jeg besøgte hende vel en gang om måneden. Det tog tyve minutter at cykle ud til hende, og jeg vidste altid, hvad der ventede: En ’titår’, hvis det var formiddag, og morgenkaffen bare blev varmet op, eller nylavet kaffe om eftermiddagen. Plus selvfølgelig en skive franskbrød med birkes og smør og pålæg. Jeg ringede nogle gange i forvejen, og ni ud af ti gange tog hun den. Den ene gang hun ikke gjorde, var hun nede i Brugsen på Godthåbsvej. Hendes egen lille ’HB’, som havde ligget på hjørnet af den røde karré, hun boede i, var for længst lukket. Hvis jeg ringede på døren, og hun ikke åbnede, satte jeg mig og ventede til, hun kom.

I min mormors lejlighed stod tiden stille, og selv om hun have oplevet to verdenskrige og hele efterkrigstidens velstandsmirakel, var der ingen turbulens, som fik lov at slippe ind ad hendes hoveddør.

I det tiår, vi lige har forladt, var disruption på alles læber, og vi er blevet vant til, at alt er under evig forandring. Fra min mormors lejlighed var udsigten den samme altid. Træerne blev lidt højere på Genforeningspladsen, men tiden selv gik ikke hurtigt. Selv min mormors ur syntes under kontrol. Det stod oppe på bogreolen under en kuppel af glas, som det altid havde gjort.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter