Klumme afPer Thiemann

Redaktør for økonomi og samfund

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft henholdsvis en god og en dårlig dag.

En god dag for Malmö FF og en dårlig dag for Malmø

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Malmö FF. I sidste måned opstod en nidkær debat blandt danske og svenske fodboldnørder, om FC København eller Malmö FF er Nordens største klub. Københavnerne tog første stik hjem, da en repræsentant for det tredje broderfolk, som oven i købet er tidligere Malmö FF-træner, afgjorde sagen. FCK »er den største klub i Norden – utvivlsomt«, sagde landstræner Aage Hareide til B.T. Kort efter kunne svensken alligevel finde det store smil frem, efter at Malmø-klubben 12. december slog FCK 1-0 i Parken. Og nu kan skåningerne i endnu højere grad le sidst. Hareides hidtidige højrehånd, eller måske snarere venstrefod, Jon Dahl Tomasson, tiltrådte nemlig som træner i Malmö FF søndag, hvor han på et pressemøde proklamerede, at Malmö FF »er den største klub i Norden historisk set«. Zing!

En dårlig dag for ...

Malmø. Bedst som byens fodboldklub har sikret sig Verdens Bedste Inderside som træner (se herover), viser nogle af byens indbyggere sig at have svært ved at anvende indersiden af hovedet. Nogen har væltet byens statue af bysbarnet Zlatan Ibrahimović, der ellers havde gudestatus. Blasfemien skyldes, at Zlatan er blevet medejer af Stockholm-klubben Hammarby IF, som Malmö FF-fans er sure på. Statuen er før blevet udsat for maling og har fået sin næse sat af. Om hovedpersonen selv er ked af hærværket, vides ikke, men det betragtes som usandsynligt, idet myten vil vide, at Zlatan engang havde en stirrekonkurrence med Solen og vandt. Og at han engang kastede en håndgranat og dræbte 50 mennesker, hvorefter håndgranaten sprang. Mon ikke han overlever.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her