En god dag for ...
Analoge turister. Folk uden smartphones har ry for at have mindre stress – på nær lige, hvis de farer vild og mangler de nye telefoners kortfunktion. Siden nytårsaften har det imidlertid udelukkende været en fordel at være helt analog, hvis man søgte efter udsigt til solnedgangen på den thailandske ferieø Phuket. Laem Promthep på den sydlige del af øen er et populært sted, hvis man vil se solnedgang; men turister, der brugte Google Maps til at finde frem til stedet, er i de seneste dage blevet ført på vildspor. Ifølge avisen Bangkok Post havde hackere pillet ved Google Maps, så man endte ved et hus 4 kilometer fra Laem Promthep. ’Flytningen’ af stedet skete angiveligt 31. december. Den lokale borgmester er ikke tilfreds med, at turister dirigeres væk, og han har bedt Thailands digitale myndigheder om at få tingene på plads igen, skriver Ritzau. I mellemtiden har borgmesteren sendt folk ud for at opstille flere skilte, så turisterne kan finde vej til solnedgangen, Google Maps eller ej.
En dårlig dag for ...
2A-chauffør. En ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og det oplevede en chauffør på den københavnske 2A-busrute fredag. Først virkede Knippelsbro ikke, så trafikken måtte finde andre veje mellem Amager og Sjælland. Og så gik det helt galt, da chaufføren ville foretage en kvik U-vending for at komme videre med passagererne. Bussen satte sig nemlig uhjælpeligt fast.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























