Lyt til artiklen
Det er en af den slags morgener. Jeg sidder og gumler på min havregrød og drikker min kaffe, mens jeg prøver at finde en smule ligevægt i dagen. Jeg læser et digt, der viser sig at handle om at bekymre sig. Digteren beretter, hvordan hun plejede at bekymre sig om alt mellem himmel og jord. Bogstavelig talt. Som man gør, når man i sit hoved har svært ved at skelne mellem ansvaret for sit eget liv og alt det andet, der tumler rundt derude.
»Til sidst indså jeg at der ikke kom noget ud af al den bekymren./ Jeg gav slip. Og hankede op i min gamle krop / og gik ud i morgenen, /og sang«.
