0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noa Redington: Værsgo, Ellemann, Pape, Skipper & Co., nu er tiden kommet til, at I kan rykke med jeres sparsomme brikker

Statsministeren er blevet danskernes Mette og håndterer coronakrisen dybt imponerende. Men hendes succes afslører også omkostningerne ved at have en etpartiregering.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Arkiv: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Helt grundlæggende kunne og burde regeringen have involveret Folketingets partier på en reel og oprigtig måde. Helt oplagt havde været en dansk udgave af den norske model, hvor partilederne med statsministeren for bordenden har holdt ugentlige møder. Rigtige møder. Med plads til debat, spørgsmål og klare politiske prioriteringer. Rigtige beslutningsgrundlag, skriver Noa Redington.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Til lykke til dronning Margrethe II. Og til lykke til danskerne. Hun blev 80 år og virker som en regent, hvor kræfterne snildt rækker til at køre i trillebør fra Malmø til Haparanda. Vi andre fik retten til at gå til frisør. Hurra. ​​​​​​

Men bag de gode nyheder om, at Danmark stille og roligt vender tilbage til en normaltilstand, gemmer sig en dybt aparte politisk virkelighed. For tænk, at smittetrykspromiller er blevet den hårdeste valuta i dansk politik. Det er en møntfod, der på godt og ondt bærer statsminister Mette Frederiksens signatur. Med Statens Serums Instituts beregninger i hånden har hun nemlig bevilget Folketinget indflydelse på, hvordan vi går fra et smittetryk på 0,6 til 0,8. Som Frederiksen sagde: »Det er som et puslespil, hvor rammen er givet af de sundhedsfaglige hensyn«.

Værsgo, Jakob Ellemann, Søren Pape, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr, Pernille Vermund, Alex Vanopslagh, Pernille Skipper og Kristian Thulesen Dahl, nu er tiden kommet til, at I kan rykke med jeres sparsomme brikker.

Før havde vi et finanspolitisk råderum, og vores folkevalgte kunne vælge mellem skattelettelser eller velfærd. Alt efter hvordan den strukturelle balance hang sammen. Hvor absurd det end lyder, har vi i dag fået et smittetryksråderum. Altså en politisk målestok for, hvor meget vi kan åbne samfundet og dermed øge udbredelsen af covid-19, uden at det overskrider de sundhedsmæssige strukturelle balancer. Det, som fagfolk kalder antallet af intensivsengepladser, respiratorer og personaleressourcer.

Det er morbidt i ordets fulde betydning. Men sandheden. Og søreme, om vores folkevalgte ikke har smøget ærmerne ivrigt op. Det med at bruge løs af et råderum er de alle som én mestre i. Dansk Folkeparti ville betænke de ældre. Flere besøg. Men det er dyrt, for mormor og bedstefar er en udsat gruppe. SF og Radikale Venstre har begge et blødt og konkurrerende punkt for efterskoler og højskoler. Hvad mon det koster i vores nye møntfod, at unge mennesker udveksler andet end fnat og lus? Der blev regnet. Det var uansvarligt. Og Liberal Alliance, Venstre og Konservative har kæmpet med en sjældent ideologisk glød om at få lov til at åbne nationens frisørsaloner, det folkelige symbol på et liberalt erhverv anno 2020. Det er, som det plejer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere